Grindehvaler leger i Middelhavet. Det var hvaler som disse, der startede Gregs interesse for undervandsfoto.
Du får aldrig det foto, du regner med, men naturen overrasker ofte med noget endnu mere magisk,” siger Greg Lecoeur, da vi fanger ham via et videoopkald en af de sjældne eftermiddage, hvor den prisbelønnede undervandsfotograf ikke er på dykkerekspedition i Middelhavet, som for tiden tager stort set al hans fotofokus.
“Jeg tog til Antarktis for at fotografere pingviner og leopardsæler, men de bedste billeder blev af noget, vi aldrig kunne have planlagt,” fortæller Greg.
På ekspeditionen, som fandt sted i 2020, opdagede Greg og to medrejsende fotografer, at isbjergene ved Arktis udgør en slags fritflydende spisekamre. Båret af havets strømme bringer de næring ud i havet, som frigives, når de smelter. De spiller en afgørende rolle for havmiljøet.
“Vi så, hvordan krillsæler kredsede omkring isbjergene, som blev en slags hjem for dem,” siger Greg.
For at fange fænomenet måtte han kæmpe en sej kamp mod det kølige klima. I en tyk dykkerdragt kunne han klare 30 minutter under vandet, før fingre og tæer var helt følelsesløse.
“Det var svært at skyde i det iskolde vand med en masse tungt udstyr, men sælerne lod sig ikke forstyrre af mig.”
Det endte med at give billeder, som var helt anderledes og stærkere end det, Greg havde regnet med. Et af billederne, “Frozen Mobile Home”, sikrede ham den prestigefyldte pris “Underwater Photographer of the Year” i 2020.
Med et dyk på 30 minutter i det kolde vand havde Greg god tid til at fange sælerne, der kredsede om isbjerget på jagt efter lyskrebs.
“Jeg havde masser af penge, men jeg havde ingen tid til at gøre det, jeg elskede – at udforske havet og tage billeder” — Greg Lecoeur
Vandet var omkring frysepunktet, og Greg måtte dykke mange meter for at komme under de arktiske isbjerge.
Lukkede firmaet og satsede alt
At billeder af krillsæler skulle blive ekspeditionens højdepunkt, lå ikke i kortene, og det gjorde det for så vidt heller ikke, at Greg skulle være velrenommeret undervandsfotograf og befinde sig under et arktisk isbjerg i 2020. Ikke før en drastisk beslutning ændrede livets retning godt inde i Gregs voksne år.
Kærligheden til havet var der helt fra den tidlige barndom. Greg voksede op i den sydfranske kystby Nice med Middelhavet lige uden for døren og startede tidligt med at udforske havet.
“Jeg brugte meget tid i naturen og meget tid med at svømme og dykke i Middelhavet. Jacques Cousteaus historier og film som ‘The Big Blue’ satte fantasien i gang og gav mig lyst til at udforske havet,” siger Greg, som også tidligt havde en stor interesse for marinbiologi.
Kameraet kom med under vandet efter en episode i de senere drengeår. Han sejlede ofte ud og dykkede, og en dag var han sejlet længere væk end normalt.
“Det var helt ude i ingenting. Vandet var roligt og krystalklart, og mens jeg lå i vandoverfladen, kom en stor gruppe grindehvaler hen til mig. Der må have været omkring 80 hvaler. De blev i en times tid og begyndte at søge kontakt med mig. Det var helt fantastisk. Da jeg kom tilbage på land og fortalte om det, var der ingen, der troede mig. Jeg begyndte derfor at tage kameraet med ud for at dokumentere, hvad jeg så, når jeg dykkede i havet.”
Greg fortsatte med at udforske havet på sin hjemegn, mens han læste på handelsskole. Efter studierne begyndte han at arbejde i familiens virksomhed og startede senere sin egen. Virksomheden var succesfuld, men han brugte al sin tid på arbejdet og længtes efter havet.
“Jeg havde masser af penge, men jeg havde ingen tid til at gøre det, jeg elskede – at udforske havet og tage billeder,” fortæller Greg.
Som 32-årig tog han derfor et radikalt valg. Han solgte sin virksomhed, tog et år fri og rejste verden rundt for at dykke og fotografere. Rejsen bragte ham bl.a. til Galapagos, Ecuador, Florida, Bahamas, Honduras, Yucatán, Californien, Hawaii og British Columbia.
“Det lærte mig enormt meget. Jeg udviklede min teknik som dykker og fotograf og fik opbygget et portfolio af fotos.
Mens Greg dykkede på Tenerife, kom suppeskildpadder forbi, som han skød i solens stråler.
Midt i et festmåltid
Erfaringen gjorde, at Greg fik arbejde som fotojournalist, da han kom hjem fra rejsen. De følgende år arbejdede han for forskellige magasiner.
I sommeren 2015 førte arbejdet ham til Sydafrika. Her skulle han dokumentere et særligt fænomen, der finder sted hver sommer – “The Sardine Run”. Milliarder af sardiner følger kolde havstrømme langs de sydafrikanske kyster. De svømmer i store stimer for at beskytte sig, men sultne fisk og fugle gør, hvad de kan for at få en bid af det store tag-selv-bord. Fra Port St. Johns sejlede han med en kaptajn og en dykker ud for at opsøge stimerne.
“Vi sejlede ud hver dag og ventede ti timer i åbent hav, men intet skete. Vejrforholdene var vanskelige, så det var næsten umuligt at orientere sig i vandet. Din tålmodighed bliver virkelig sat på prøve i sådanne situationer. Undervandsskud af den her kaliber kræver research og eksperter, som kender området, men tålmodighed er en mindst lige så afgørende faktor. Ingen af mine skud har krævet så meget tålmodighed som dette.”
Efter to ugers venten skete der pludselig noget. Havet var fuld af liv. Delfiner fløj over vandoverfladen. Greg og hans hold fulgte efter og kunne forude høre sulernes vilde skrig.
“Vi så fuglene skyde gennem luften, ned i havet og vidste, at vi havde fundet det, vi søgte.”
Greg sprang i vandet. Scenariet, der mødte ham, var ulig noget, han i sin vildeste fantasi havde forestillet sig.
“Mængden af sardiner var overvældende, og der var et vildt lydtæppe af syngende delfiner og brag fra fugle, der gennemborede havoverfladen,” fortæller Greg, som fik brug for alt det, han havde lært, for at fotografere situationen.
Delfiner spreder sardinstimen, mens suler tager for sig af de skræmte fisk.
“Det gik lynhurtigt. Ved at bruge kort lukkertid og skyde adskillige billeder i sekundet kunne jeg få skarpe billeder. Jeg søgte op mod overfladen for at udnytte sollyset, som trængte igennem vandet, og brugte samtidig min blitz for at oplyse dyrene forfra.”
Med denne lyssætning kunne Greg opnå et naturligt foto, hvor det myldrende kaos stod frem med stor klarhed og detaljerigdom. En teknik, han har udviklet og perfektioneret gennem årene.
“Blitzen forstærker motivet, så det står skarpere frem, end jeg selv oplever det nede i havet. Jeg affyrer den på laveste styrke for at bevare et naturligt udtryk og for ikke at forstyrre dyrene. Jeg dykker sjældent dybere end 30 meter, så der er typisk masser af naturligt lys. Det kan give et rigtig flot udtryk, når solstråler bryder gennem overfladen,” siger Greg, der trods sine imponerende billeder skyder med beskedent kameragrej.
Jeg bruger typisk et Nikon D500, når jeg fotograferer under vandet. Det er et halvgammelt kamera med en lille sensor, men der findes gode fiskeøjeobjektiver til det, modsat mit nye og meget smartere Nikon Z8, som jeg typisk kun bruger til skud over vandet.”
Kæmper for det hav, han elsker
Prestigefyldte priser, bøger, film og utallige artikler har gjort Greg til et af nutidens største navne inden for undervandsfoto. Det stærke renommé og den store ekspertise udnytter han i dag til at beskytte livet i det havområde, som oprindelig gav ham kærligheden til havet.
“Jeg ønsker ikke at bruge min tid på tossede videoer på Instagram, men vil udnytte det, jeg har bygget op, til at sætte fokus på Middelhavet,” fortæller Greg.
“Det er et af de største hotspots for biodiversitet i verden, men over 500 mio. mennesker bor omkring havet, og det sætter pres på undervandsmiljøet.”
Som bannerfører for projektet “Expédition Pelagos” og del af sammenslutningen “We Are Méditerranée” skaber Greg opmærksomhed om livet i Middelhavet med sine fotos, der suppleres med undervisning og forskning fra andre eksperter.
Pukkelhvalen er et af jordens største dyr og gæster med jævne mellemrum Middelhavet.
“Mange tror, at det er et dødt hav, men det er helt forkert. Der findes hvaler, delfiner, hajer, rokker og en masse andre arter, som de fleste aldrig ser. Desværre er mange truede. Ved at vise folk, hvad der er derude, kan vi skabe en forståelse af, at der er noget, der er værd at passe på. Jeg ønsker ikke at vise forureningen og alle de grimme ting. Mit mål er at vise det smukke i havet. Så forstår man, hvad det er, vi kan miste, hvis vi ikke passer på det økosystem, vi alle er afhængige af.”
Den store hammerhaj kan blive op til syv meter lang og er blandt de mest truede arter i Middelhavet.