Julefotos – på 6 forskellige måder

Julen er fuld af dyrebare stunder både inde og ude, men at fange dem i stemningsfulde fotos kan være en udfordring. Her får du opskriften på seks magiske motiver, hvor vi bl.a. udnytter højtidens særlige lys, skaber stjernestråler og stiger højt til vejrs.

Blandingen af skarpt og uskarpt lys i gadebilledet er med til at skabe en særlig atmosfære.

Der er ingen bedre anledning end julen til at fotografere sine nærmeste i hyggelige øjeblikke, tage billeder af byen klædt i flotte jule­dekorationer eller måske endda med lidt held få skud af flotte vinterlandskaber dækket af den fineste hvide sne.

Desværre er det ikke altid, at kameraet formår at indkapsle julestemningen lige så godt, som det menneskelige øje opfatter den. Indendørs hyggestunder kan ende i slørede, orangegule skud, mens smukke, sneklædte landskaber og stemningsfulde julemarkeder bliver til grå og triste billeder. Krævende lysforhold kombineret med livlige juleaktiviteter skaber nemlig vanskelige kår for dit kamera.

Julen stiller altså visse krav til fotografen. Du kan ikke bare sætte kameraet på Auto og forvente, at perfekte julefotos ruller ind på hukommelseskortet. Der skal arbejdes med indstillingerne og til tider tænkes helt uden for rammerne af normal praksis for at få de rigtig gode julefotos i kassen.

Løft stemningen med snedige tricks

Her tager vi udgangspunkt i seks motiver, der sætter forskellige kamerateknikker i spil, for at vise, hvordan du kan fange julens magi på bedste vis, og hvordan du endda kan forstærke stemningen ved at tage helt særlige teknikker i brug.

I de fleste tilfælde kræver billederne ikke avanceret udstyr. De kan skydes med helt almindeligt kameragrej – det handler blot om de rette indstillinger. Så vi tør godt sige, at julen er reddet – også for fotograferne.

1. Skøjteløb med lang lukkertid

Når skøjteløberne sløres, fremstår de som en flok frem for enkeltpersoner. Det giver fornemmelse af fællesskab.

Styr på motivet
Byen er pyntet og summer af hygge op til jul. En skøjtebane er et godt sted at fange stemningen. Skøjteløberne behøver ikke at stå skarpt, for at billedet lykkedes. Faktisk kan det fremhæve stemningen, hvis de skøjtende udviskes af let bevægelsessløring. Det giver en fornemmelse af liv og glad stemning. Find gerne et element, der signalerer jul, fx et juletræ, og lad det stå centralt i billedet.

Styr på teknikken
Til brede bylandskaber er et moderat vidvinkelobjektiv på 24 mm et godt valg. Der er ikke behov for stor blændeåbning. Selv billigere objektiver kan derfor gå an. For maksimal skarphed skydes med lille blænde. Lukkertiden bliver derfor lang. Det gør det nødvendigt at bruge stativ. Skyder man håndholdt, opstår der sløring i hele motivet, blot man ryster en smule på hånden. Et etbenet stativ er nemt at tage med på bytur.

2. Juletræer fra oven

Brug intervalfunktion, når du selv er med i fotoet. Så skyder dronen flere billeder med kort mellemrum. Bagefter kan du vælge det bedste foto.

Styr på motivet
En drone giver mulighed for anderledes julefotos. Skud fra oven med vinkel lodret ned har stor wow-effekt. Det giver et overvældende perspektiv på eksempelvis en enorm juletræsmark, som vi normalt kun ser fra jorden. Effekten forstærkes, hvis kompositionen er symmetrisk. Det skaber orden i noget, der ellers kan virke uoverskueligt. Skyd derfor på en måde, så skillelinjer, fx en sti, ­skærer gennem marken i lige linje, vertikalt eller horisontalt og er symmetrisk placeret i billedet. Personer nede på jorden kan tilføje yderligere til billedet.

Styr på teknikken
Når du skyder sneklædte landskaber, er der risiko for undereksponerede billeder, især hvis solen skinner. Lysmåleren snydes af det lyse hvide landskab og dæmper eksponeringen. Resultatet er grå og triste fotos. Du kan korrigere med eksponeringskompensation. Hvis du vil gengive bevægelse med en lidt længere lukkertid, kan du sætte ND-filter på din drone, så lyset dæmpes.

3. Lys og pynt på julemarkedet

Ved at sløre det meste af billedet er det stemningen frem for en konkret situation, der ­bliver omdrejningspunkt .

Styr på motivet
Julemarkeder er en del af højtidens traditioner. Her vrimler det med dekorationer, pynt og glade besøgende, som du kan udnytte til interessante billeder. Tag derhen, når mørket falder på for at få størst effekt fra julelysene. Skab dybde ved at have dekorationer eller gran­grene i forgrunden, og lad julelys sløres i baggrunden for at give en blød og behagelig stemning. Mange byer har julemarkeder. For at finde ud af, hvilke markeder der er i nærheden af dig, kan du klikke ind på hjemmesiden opdagdanmark.dk/julemarkeder og få en oversigt.

Styr på teknikken
Med et moderat zoomobjektiv på kameraet kan du både komme tæt på og opnå afstand. Husk et par gode handsker, når du skyder i kulde og sne. Hænderne bliver hurtigt kolde. Der findes smarte modeller med huller til fingrene, så du kan betjene kameraknapperne.

Frys snefnuggenes fald

4. Portræt i julekugle

En blank julekugle i sølv eller guld kan give en flot spejling. Lad lidt lys skinne i baggrunden for en flot effekt.

Styr på motivet
Juledekorationer giver rig mulighed for kreative skud. En blank julekugle kan være en fin ingrediens i et anderledes portræt. Puds kuglen helt blank, og lad modellen se ind i den. Sørg for, at der i refleksionen også er gran, lys og andet, der signalerer jul, men pas på, at du og dit kamera ikke kan spottes.

Styr på teknikken
Et teleobjektiv kan give distance til julekuglen, så det bliver nemmere at få et skud, hvor du og dit kamera ikke ses i spejlingen. Skjul eventuelt kameraet bag et møbel eller en plante, indstil det til selvudløser, og placér dig et sted, hvor du er ude af kuglens refleksion, før kameraet fotograferer. Placér et lille fokuspunkt på kuglen, og skyd med stor blændeåbning, så kuglen står tydeligt i centrum.

5. Barnet i gang med at pakke op

Brug kameraets gitterlinjer til at komponere billedet efter. Du kan så placere ansigt eller gaven, hvor linjerne krydser.

Styr på motivet
Børn, der i vild begejstring pakker gaver op, er et herligt syn, men en udfordring for fotografen. Gå i øjenhøjde med barnet. Så opnår du nærvær og en levende fornemmelse af situationen. Har kameraet vipbar skærm, så brug den, hvis du vil slippe for at lægge dig på gulvet. Skab lidt afstand, så der er vidde foran og bag barnet, og sørg for, at der er en indbydende baggrund, fx det pyntede juletræ.

Styr på teknikken
Et lysstærkt objektiv med stor blændeåbning er en fordel. Mindst F2.8, gerne større. Jo større blændeåbning, jo kortere lukkertid og dermed mindre risiko for uskarphed eller støj. En stor blænde giver også fordelen af en flot sløring bag barnet. Et 50 mm-objektiv vil egne sig godt, da det giver et meget naturligt perspektiv og gør det nemt at opnå passende afstand til barnet, selv i en lille stue.

6. Julelys med stjernestråler

Jo flere lameller i dit objektiv, jo flere stråler får lyset, når du bruger metoden, som kaldes “Fraunhofer-diffraktion”.

Styr på motivet
En særlig metode får julelys til at stråle i et flot stjerneformet skær. Metoden giver fuld skarphed, så stil juledekorationen op mod en pæn baggrund. Er der tale om levende lys, så sørg for, at luften er stille. Blafrer lysene, bliver de slørede på grund af lang lukkertid.

Styr på teknikken
Vælg blændeprioritet, og indstil blænden til F16. ISO indstilles til 100, mens lukkertiden automatisk tilpasser sig de øvrige indstillinger. Den bliver typisk omkring 30 sekunder. Du skal derfor bruge stativ og gerne fjernbetjening for at undgå rystelser. Hører der en mobilapp til dit kamera, vil du ofte kunne bruge den som fjernbetjening. Indstil fokus til uendelig, og skru eksponeringskompensation to trin ned. Så er du klar til dit skud.