Drømmer du om at få langt flere pletskud på hukommelseskortet, når du skal skyde portrætfotos?
Så er der heldigvis hjælp at hente. Vi har samlet de mest brugbare tips og tricks fra Digital FOTO gennem tiderne på appen Wype, hvor alle udgivelser ligger tilgængelige digitalt, så din fotografering kan blive både nemmere og skarpere.
1. Tag kontrol over lysindfaldet
Skal du skyde et flot portrætfoto udenfor, kan du tage kontrol over lysindfaldet ved at placere modellen under et par træer, i en port eller ved en anden form for overdækning, der kan tvinge lyset til at ramme modellen fra siden i stedet for oppefra. På den måde undgår du skygger omkring øjnene. Hvis det er overskyet, så vælg en varm hvidbalance, eller sæt kelvintemperaturen mellem 5600 og 6200, så billederne ikke bliver for blå. Indstillingen findes i optagemenuen under Hvidbalance og ikonet K.
2. Opblød skyggerne
Vil du have et jævnt og pænt lys på ansigtet, kan du bruge en reflektor til at reflektere lys ind på ansigtets ene side. Hold reflektoren i venstre hånd, mens du fotograferer med højre. Du kan også bruge kameraets indbyggede blitz eller en ekstern flash og lade den opbløde skyggerne i ansigtet. Det mest naturlige resultat får du, hvis du sætter blitzkompensationen til -1, så lyset ikke er så kraftigt.
3. Udnyt lyset, selv når du er indenfor
Skal du tage portrætfotos indenfor, bør du udnytte det naturlige lys ved at placere din model med siden til et vindue. Jo større vinduet er, jo bredere er vinklen på lysindfaldet, og det giver et blødere lys og et tydeligere catchlight, altså lysglimt i øjet. Hvis solen skinner, så find et nordvendt vindue, så du ikke får direkte sollys på modellen.
4. Gør brug af øjeautofokus
På de nyeste systemkameraer er det muligt at vælge øjeautofokus, som er en god funktion til portrætter. Her analyserer kameraet selv, hvor motivets øjne er i kompositionen, og stiller skarpt det rigtige sted. Brug her den kontinuerlige fokus, så autofokussen løbende stiller skarpt på øjnene, selv om motivet bevæger sig rundt.
Få adgang til et hav af magasiner online på Wype
Med et Wype-medlemskab kan du gå i dybden med alt, hvad der handler om fotografering og kameraer. Du kan nemlig swipe igennem alle Digital FOTO-magasiner, både nye og gamle. Wype giver dig adgang til mere end 500 magasinudgivelser online – blandt andet også fra førende titler som Illustreret Videnskab, Gør Det Selv og Bo Bedre.