Stine Heilmann lærte af de allerbedste

Du klarer det aldrig. Du er simpelthen ikke stærk nok. Er du overhovedet klar over, hvad det vil kræve, hvis du skal leve af at være fotograf?”

Det var ordene, der konsekvent mødte Stine Heilmann, da hun som som 18-årig bankede på hos en række mandlige fotografer, imens hun ledte efter en praktikplads som helt grøn fotograf. Som ung pige stod hun udenfor og bankede på ind til en mandsdomineret branche. Tiltroen til Stine var ikke stor. Hun skulle jo sikkert snart være mor, og så kunne hun ikke længere løfte tunge ting eller hjælpe til.

“Er der noget, du ikke skal sige til mig, så er det, at jeg ikke kan klare mosten. Det gør mig kun endnu mere opsat på at klare det,” fortæller Stine Heilmann.

Hendes ukuelige viljestyrke var da heller ikke til at tage fejl af, og efter flere forsøg lykkedes det hende endelig at finde en fotograf, der ville tage hende i lære, selv om hun både var kvinde og ung.

“Jeg var opsat på at bevise, at jeg kunne klare det. Jeg fik forhandlet mig til tre måneders prøvetid, og jeg arbejdede dag og nat. Jeg endte faktisk med at være der i fire og et halvt år,” fortæller Stine.

Det blev startskuddet til en lang karriere som en af Nordens bedste reklame- og portrætfotografer. Vejen dertil har ikke været uden store bump som ­finanskriser og pandemier, men den har også været fyldt med enorme oplevelser.

En sko af porre og mødet med det store idol

“Til min svendeprøve i 1992 fotograferede jeg en sko af porre. Billedet var tiltænkt forsiden på en kogebog. Jeg havde selv bundet skoen ind. Billedet fik stor anerkendelse og vandt flere priser, og lige siden har det fulgt mig i alt, hvad jeg gør ,” fortæller Stine.

I et af Københavns muntre kvarterer fik Stine fat på en højhælet sko i størrelse 46 i en forretning til transvestitter. Skoen var nødt at være stor, så Stine havde nogle store flader, hun kunne binde porren fast på. Billedet af skoen udstrålede en selvsikkerhed og en rendyrket stil. Det resulterede i et eksamenshæfte fyldt med 13-taller, og derudover vandt Stine også skolelegatet som “Den Bedste Kvindelige Fotograf”. Hun vidste godt, hvad pengene fra legatet skulle bruges på.

“Annie Leibovitz var mit helt store idol, og derfor måtte jeg simpelthen bare til New York, hvor hun boede og arbejdede. Efter min svendeprøve lejede jeg en lejlighed i The Village, men jeg havde kun penge nok med til tre måneder, så jeg var hurtigt nødt til at få noget arbejde som fotoassistent,” fortæller Stine.

Med sin portofoliomappe under armen strøg hun rundt i Manhattans gader på rulleskøjter, mens hun afleverede sine sine billeder hos de fotografer, hun gerne ville i lære hos. Den ene efter den anden.

“Når jeg kom til de forskellige fotostudier, lå der allerede CV’er fra andre unge fotografer. Jeg skilte mig lidt ud, da jo allerede var færdigudlært. Derudover havde jeg også fået lavet nogle ekstra flotte, bundne bøger med mine fotos fra svendeprøven,” siger Stine.

Trods et usædvanligt flot portfolio var kampen hård, og da der var gået knap tre måneder, havde Stine stadig ingen praktikaftale i hus, og opsparingen begyndte at lakke mod enden.

“Pludselig fik jeg en opringning fra Annie ­Leibovitzs tiende assistent. Hun fortalte, at Annie havde set mine fotos, og at hun gerne ville have, at jeg kom og hjalp. Det var jo det vildeste, der kunne ske.”

Det skulle dog vise sig, at en praktikplads hos ­Annie Leibovitz langt fra kunne leve op til at de drømme, Stine havde haft hjemme i Danmark.

“Det viste sig, at hun var utroligt strid. De mange assistenter vidnede jo også om et enormt stort ego, der hele tiden skulle plejes og passes. Det var en mærkelig måde at arbejde på, og tonen var hård.”

Modsat Leibovitz’ andre assistenter var Stine udlært på dette tidspunkt, og forbillede eller ej så var det ikke noget for Stine at være hos Leibovitz.

“Jeg sagde op hos idolet og mesterfotografen, men det synes jeg på måde også er lidt sejt, hvis jeg selv skal sige det,” griner Stine.

Heldigvis kunne hun nu skrive på sit CV, at hun havde arbejdet hos Leibovitz, og det åbnede for helt nye døre. En af disse var døren ind til den legendariske modefotograf Irving Penn – og det skulle vise sig at være et langt bedre match.

“Jeg blev assistent for en række af de store fotografer, og en af dem var Irving Penn, hvor jeg var i halvandet år. Når jeg kigger tilbage, så er Penn absolut den fotograf, jeg har lært mest af. Når man ser hans billeder, kan man også klart se, hvor jeg har fået meget af min inspiration fra i dag,” konstaterer Stine.

Irving Penn, der havde en forkærlighed for at fotografere i sort-hvid, havde været gift med en svensker, og han var vild med Skandinavien. Modsat Leibovitz kunne han også se, hvor dygtig Stine var.

“Hos Penn lærte jeg, hvordan ro og nærvær er kæmpe plusser, når man fotograferer. Han var en mester til at tale med sine modeller, og det er helt klart noget, jeg har forsøgt at blive lige så god til.”

Stine er med sine egne ord ikke nogen super teknisk fotograf. Det er det simple og rå, der tiltaler hende, og hos Penn lærte hun netop, hvor gode billeder man kan få ved at fotografere personer i et “nøgent studie”.

”Penn havde tre skamler i tre højder, og så skulle jeg sætte den rigtige skammel ind under hans numse, når han fotograferede i forskellige højder. Selv om det kan lyde som urimeligt arbejde, så lærte jeg ekstremt meget ved bare at være til stede under optagelsen.”

Stine blev med tiden tilbudt jobbet som Penns første assistent, men hun takkede nej, da hun savnede Danmark, men venskabet mellem de to fotografer bestod, indtil Irving Penn døde i 2009.

Billederne skal give styrke

I starten af karrieren skulle Stine kæmpe for at blive accepteret blandt de mandlige kolleger, og det har været med til at præge hendes stil. I dag er det vigtigt for Stine, at hendes billeder give andre kvinder styrke.

“Mine billeder er meget feminine, men de er også super rå. Det kan man fx også se ved mit seneste projekt, hvor jeg fotograferede kvindelige ukrainske flygtninge, der netop var ankommet til Danmark. Det var fantastisk at se, hvordan mine billeder fik kvinderne til at føle sig mere værd midt i deres livs største krise. Kvinderne er super flotte i deres nationaldragter, men de fremstår også med utrolig meget styrke.”

Billederne af de ukrainske flygtninge blev taget på Kvindernes Kampdag og var en hyldest til kvinderne, der var flygtet fra krigen. Fotoprojektet var hendes egen idé, men det affødte et samarbejde med UNICEF, der brugte billederne til en kampagne. Kampagnen blev en stor succes, og Stine, de ukrainske kvinder og UNICEF fik indsamlet 400.000 kroner.

“Jeg betragter mig nogle gange som en terapeut. Jeg taler utroligt meget med dem, jeg fotograferer. Det er min erfaring, at dem, der har prøvet allermest, også har brug for at blive holdt i hånden. Det vigtigste, jeg lærte, mens jeg var i New York, var også, at det ikke kræver dyrt fotoudstyr at få gode portrætter. Det handler snarere om at kunne skabe et tillidsrum.”

Det er også én af de pointer, Stine altid har med sig, når hun underviser andre fotografer som Canon-­ambassadør. Hvert år afholder hun flere workshops for entusiaster i hele Norden, der gerne vil blive bedre til at skyde portrætter.

Mindre glamour – mere udfordring

Stines karriere er gået op og ned. I midten af 1990’erne stod reklamebureauerne i kø for få hendes billeder, men under finanskrisen i 2008 var hun tæt på at dreje nøglen om og lukke sin virksomhed.

“Det er indimellem hårdt at være selvstændig fotograf. Når man har været i branchen så mange år, som jeg efterhånden har været det, så løber man ind i finanskriser og verdensomspændende pandemier, og det er altså hårdt for forretningen,” konstaterer Stine.

I en periode med lavvande i Stines forretning ringede telefonen heldigvis igen, og det åbnede for et helt nyt samarbejde. Det var Dansk Industri, der ville bruge Stines evner til at sætte fokus på, hvordan danske virksomheder hjælper kvinder og børn i nogle af de fattigste dele af verden.

“Mine rejser til udviklingslandene er et stort sporskifte fra reklamebranchen, men det giver virkelig mening for mig. Opgaven for Dansk Industri, der er skabt i samarbejde med Danida, har også fokus på at hjælpe og give styrke til dem, der ikke har en stemme,” fortæller Stine.

Det nye samarbejde har bl.a. udmøntet sig i eventyr i Ghana, Nepal og Burkina Faso – og dermed også nogle helt nye og anderledes modeller i Stines portrætter. På turene er det ikke storstilede optagelser med masser af udstyr, lys, makeup og rekvisitter. Det er en ny udfordring for Stine, og med mere end 30 år i branchen er nye udfordringer altid velkomne.

“Jeg vil ikke stagnere. Det er også derfor mit fotografiske fokus har flyttet sig så mange gange. Nu har jeg fundet en ny niche ved at fotografere dokumen­tarbilleder i udviklingslandende, og jeg elsker det virkelig. Her kan jeg stadig dyrke det rå og feminine.” ❚