Han ser truende ud, men faktisk er det et smil, han viser,” forklarer Mogens Trolle om et af de billeder, han har med hjem fra sin netop afsluttede tur til Nigeria. Han var af sted for at fotografere abearten drillen.
“Det er en han fra en anden flok end den, jeg var taget hen for at fotografere. Han sidder og flirter med hunnerne. Det var flokkens hanner ikke tilfredse med, men han havde ikke tænkt sig at give op. Det var ren Game of Thrones.”
Mogens var taget til et indhegnet rehabiliteringsreservat midt i den nigerianske regnskov. Menneskers jagt på dem gør, at fritlevende driller er umulige at komme tæt på. Han havde derfor indstillet sig på at fotografere aberne igennem hegn, men det viste sig, at de ikke var sådan at spærre inde.
“Ham her var hoppet over hegnet. Der var intet imellem os,” siger Mogens om samme billede. Han kunne komme helt tæt på, fordi de aber, der levede i og omkring reservatet, havde vænnet sig til mennesker.
“Dagen efter kravlede han over hegnet ind til flokken på den anden side. Efterfølgende kunne jeg se, at flokkens gamle alfahan havde fået et kæmpe sår i panden og gik med en masse blod ned ad halsen.”
Resten af de dage, Mogens var i reservatet, kunne han følge det intense drama.
“Det endte med, at han blev flokkens nye alfahan. Et par uger efter jeg var taget hjem, fik jeg dog at vide, at han var blevet fundet død. De andre hanner var røget på ham og havde nakket ham. Så det er virkelig hardcore,” fortæller Mogens, som dog meget sjældent selv har oplevet nogen fare i mødet med de vilde dyr.
Den nu afdøde dril smiler til en hun fra en anden flok, før han for en kort stund tilraner sig titlen som alfahan.
“Du er ikke interessant for dem, for du er ikke en del af deres game. Men det er klart, at sådan en abe kunne gøre enorm skade, hvis den blev sur på dig. En del af øvelsen er at læse deres kropssprog, og de plejer at sende ret tydelige signaler, hvis de synes, at du er for tæt på,” siger Mogens, som besøger os en eftermiddag på Digital FOTOs redaktion.
Vi har længe set frem til en snak med den prisvindende danske fotograf, som har gjort det til sit speciale at fotografere portrætter af primater. De seneste ti år har Mogens rejst rundt for at fotografere primater i Afrika og Asiens vilde natur og opbygget et renommé som en af de bedste dyrefotografer i verden.
Den gyldne stumpnæseabe, som Mogens fotograferede i Kina, har mange farver, men mimikken er begrænset.
Vi genkender os selv i primaterne
“Jeg tog af sted for at fotografere drillen, fordi jeg forestillede mig, at den ville have interessante ansigtsudtryk. Jo færre farver en abe har i ansigtet, jo flere ansigtsudtryk har den. Drillen er sort i ansigtet, og det viste sig da også, at den havde vildere ansigtsudtryk end nogen abe, jeg har fotograferet før. Det var over al forventning,” siger Mogens.
Ansigtsudtryk er alfa og omega for ham. Det er gennem dem, der etableres en unik forbindelse til os mennesker.
“De er en vigtig del af abernes kommunikation, ligesom de er en vigtig del af vores. Vi ser hele tiden på hinandens ansigtsudtryk. Det er i dem, vi læser, hvad andre tænker og føler, og derfor her, vi kan relatere til aberne, som på mange måder ligner os.”
Vilde fortænder tændte fascinationen
Fascinationen af de udtryksfulde primater opstod på en rejse til Etiopien i 2014. Mogens var taget af sted for at fotografere forskellige dyrearter. Primater var ikke øverst på listen, men det fik et møde med vilde geladaer lavet om på.
“De blæste mig fuldstændig omkuld. Lokale guider tog mig ud i Simian-bjergene, hvor jeg gik blandt aberne en hel uge. Jeg oplevede, hvordan de indbyrdes kommunikerede med deres vilde mimik i den her enorme flok på over tusind aber. Det er de største samfund, man kender blandt aber,” siger Mogens, som er uddannet zoolog.
Sin interesse for foto fik han på rejser til bl.a. Sydamerika, hvor han var den første til at forske i pattedyr med fotofælder.
Den sidste aften i Etiopien befandt han sig midt i et voldsomt drama. Flokken havde samlet sig i det sidste lys for at suge varme til sig inden natten. En hanabe pudsede roligt pelsen på sin kone, men så pludselig mod Mogens og blottede sine frygtindgydende fortænder.
“Jeg vendte mig og så en gruppe ungkarleaber bag mig. Det var dem, hannen ville skræmme,” siger Mogens og forklarer, at geladaer faktisk er planteædere.
“De vilde tænder er kun til at true. De bliver sjældent brugt i kamp. Heller ikke her, hvor det lykkedes hannen at skræmme ungkarlene væk, men jeg har før oplevet situationer, der er endt i slagsmål med hunnerne og de unge aber på sidelinjen, der hepper som i en sportskamp.”
Det var geladaens vilde udtryk, der startede Mogens’ fascination af primater.
Efter oplevelsen i Etiopien besluttede Mogens sig for, at han ville portrættere mindst ti arter af primater. Han begyndte at spore sig ind på de mest karismatiske arter og undersøgte mulighederne for at fotografere dem. Det bragte ham vidt omkring i verden, bl.a. til Borneo, hvor han i 2018 tog hen for at fotografere næseaber. På en af de sidste dage i mangroven dukkede en ung han pludselig op, som satte sig ca. seks meter fra Mogens.
“Han poserede helt afslappet i fem minutter. Jeg skød over 200 billeder. På et tidspunkt vender han sig i perfekt profil med øjnene lukket, som om han forsvandt ind i sine egne tanker,” fortæller Mogens os.
Han føler, det er vigtigt også at vise primaterne fra denne side.
“Der er en ømhed i det, som er enormt genkendelig for os mennesker. Vi har et billede af aber som uregerlige og drillesyge, men jeg kan godt lide også at vise dem i de situationer, hvor de er rolige og introverte. Det er en side, vi kender rigtig godt fra os selv.”
Den unge næseabe, som Mogens fotograferede på Borneo, har ikke så stor en næse som de ældre i flokken.
At opnå en så afslappet atmosfære kræver et tillidsforhold og en usagt kontrakt mellem primaten og Mogens.
“Sniger du dig ind på dem, tror de, at du er et rovdyr, og så er de væk. Et roligt og endda gerne lidt lallende kropssprog viser, at du er helt ufarlig. Det gør, at dyrene slapper af i din nærhed.”
Mogens’ sans for at begå sig blandt dyrene giver mulighed for at komme helt tæt på. Han fotograferer ofte primaterne fra fem til ti meters afstand med et 500 mm- eller et 300 mm-primeobjektiv. Hans Canon 1DX-kamera placeres på stativ for at sikre optimal skarphed, og Mogens gør sig umage for at få det rette lys.
“Tidligt om morgenen med solen bag mig plejer at være ideelt. Jeg foretrækker at fotografere i det åbne. Så skal ISO’en ikke presses for at få nok lys. Hår, porer og øjne skal stå knivskarpt, så ISO må helst ikke overskride 500-600. I regnskoven er det dog umuligt. Her slipper kun ti procent af sollyset ned. Kunstigt lys er nødvendigt for at få flotte detaljer og farver.”
Til tider er det dog så mørkt, at baggrunden bliver helt sort, som eksempelvis da han skød mandriller i Gabon. Så vidt muligt forsøger han dog at bevare en baggrund af diffuse grønne farver, som antyder stemningen i skoven.
“Da jeg fx fotograferede topmakakken i Indonesien, blændede jeg ikke helt ned, men brugte F7.1 for at få den her bløde grønne baggrund ,” fortæller Mogens.
En topmakak smiler lummert, da en hun med sin bagdel viser, at hun er interesseret. Topmakakken er en af de arter, som har flest ansigtsudtryk.
Stor fotopris har åbnet døre
Mogens rejser to eller tre gange om året i perioder på to til seks uger for at fotografere. Når han ikke er af sted, arbejder han på Statens Naturhistoriske Museum.
Et par år efter turen til Borneo skulle museet huse en udstilling med billeder fra den store internationale fotokonkurrence Wildlife of Photographer of the Year. Her sender fotografer fra hele verden hvert år cirka 50.000 fotos ind og dyster om priser for de bedste dyrebilleder. Mogens havde tidligere indsendt billeder og nået så langt som til mellemrunden, men havde holdt en pause på et par år.
“Fordi vi skulle lave udstillingen, tænkte jeg, at det kunne være vildt sjovt, hvis mit billede var med, så jeg sendte billedet af næseaben. Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at det kunne vinde.”
Det var dog netop, hvad det gjorde. Mogens’ billede modtog førstepræmien i portrætkategorien, og næseaben blev ikke bare udstillet på Statens Naturhistoriske Museum, men overalt i verden. Med ét blev Mogens Trolle et etableret navn inden for naturfoto.
Da Mogens lagde billedet af den rødbenede kostumeabe fra Vietnam på Instagram, steg hans følgertal fra 20.000 til over 100.000 på en uge.
“Det har åbnet nogle døre. Det kan være nemmere at få lov at fotografere steder, hvor det ellers var umuligt,” forklarer Mogens, som allerede har planlagt den næste tur.
I samarbejde med en naturbevaringsorganisation skal han til Thailand og fotografere den langhalede makak.
“Den har et imageproblem. Det er den, mange turister kender som agressiv og nærgående. Men den er faktisk meget truet. Det er en af de arter, der bliver brugt mest i lægevidenskab. Under Covid-19 blev mange fritlevende aber fanget og brugt til forsøg, selv om man ikke må.”
Mogens forklarer, at det er den eneste art i Asien, som bruger stenredskaber.
“Det kunne være spændende at fotografere en abe med redskaber. Det bringer den endnu tættere på os mennesker.”
Billederne får naturbevaringsorganisationen lov at bruge i deres arbejde for at skabe opmærksomhed om artens vilkår.
“Hvis mine billeder kan hjælpe i arbejdet med at bevare truede abearter, er det meget positivt. Det er noget, jeg håber at kunne gøre mere i fremtiden,” fortæller Mogens, før vi tager afsked og takker for en eftermiddag, som er fløjet af sted med fantastiske fotos og fortællinger, som har bragt os endnu tættere på vores nærmeste artsfæller.