Sådan får du flotte fotos i dis og tåge

Tåge er ikke en type vejr, der almindeligvis opfordrer til udendørs aktiviteter, men som fotograf er det en skam at snyde sig selv for de fantastiske fotomuligheder, de diffuse vejrforhold giver. Den slørede luft kan give en helt særlig stemning og et enestående lys.

Tåge er dog et flygtigt fænomen. Den kan være lige så hurtigt væk, som den opstår. Derfor er det med at rykke ud, når tågen er der. Der er ikke et sekund at spilde, hvis man vil sikre sig gode skud.

Som mission satte vi os for at få så mange gode fotos i tåge som overhovedet muligt. For at give os selv et skub indstillede vi stopuret til en time. Når tiden var gået, var fototuren forbi. Det var derfor afgørende at udnytte tiden optimalt.

Det at få noget tåge i skudlinjen viste sig at blive en større udfordring end forventet. Vi satte os ind i de vejrbetingelser, der typisk skal til - angivet i boksen på næste opslag - men selv når de tilsyneladende var til stede, kunne der være faktorer, som gjorde, at tågen alligevel ikke dukkede op. Der kom nedbør i stedet, tågen lagde sig for højt, eller også var der bare ikke helt nok fugtighed, så tågen blot blev til et svagt slør.

En tidlig morgen lagde tågen sig endelig tykt over lokalområdet. Kameratasken var pakket på forhånd, så vi var klar til at rykke ud. Vi smed den på ryggen og satte kurs mod en nærliggende park.

I tasken havde vi et stativ og to kameraer. Det ene med standard zoomobjektiv svarende til 24-80 mm. På det andet kamera skiftede vi mellem et vidvinkelobjektiv og en moderat telezoom med maksimal brændvidde svarende til 320 mm.

Solen var stadig ikke helt stået op, da vi begav os af sted på cyklen. Byens gader lå indhyllet i et mørkt slør, som bilernes lygter og gadebelysningen kun med nød og næppe trængte igennem med diffuse cirkler. Det gav et flot syn, som taget ud af en dystopisk science fiction-film.

Allerede ved de første skud fornemmede vi, hvordan autofokus kæmpede for at finde noget at stille skarpt på. Vi skiftede derfor til manuel fokus. Med Focus Peaking aktiveret kunne vi, via røde markeringer i søgeren, få en fornemmelse af, hvor skarpheden lå.

På den måde fik vi nogenlunde styring på fokussen. I så tåget vejr er alt dog sløret i en eller anden grad, så fokus behøver ikke at sidde helt så præcist som normalt.

Hvidbalancen indstillede vi også manuelt til en lavere Kelvin-værdi, end kameraets automatik foreslog. Det gav en kold blålig tone, der passede rigtig godt til stemningen den tidlige morgen. Tåge kan blive grumset at se på, når farverne bliver for varme, så det betaler sig at justere hvidbalancen. Skyder du i raw, som vi gjorde, skal du ikke være bange for at eksperimentere. Viser det sig, at du ikke har ramt hvidbalancen helt perfekt, kan du nemt redigere den på plads bagefter.

Vi indstillede ISO til laveste ISO-værdi. På vores kamera var den 64, på mange er den 100, hvilket er et godt udgangspunkt. På den måde undgik vi støj og fik også mulighed for at arbejde med længere lukkertider, hvilket forstærker tågens diffuse effekt. Blot skal der skydes med rolig hånd for at undgå sløring.

Efter en kort cykeltur ankom vi til parken. Ved indgangen blev vi mødt af en tåge så tyk, at den dannede en mur, der var næsten umulig at se igennem. Det tegnede godt. Vi tog et skud af porten. For at komponere motivet symmetrisk brugte vi kameraets gitterfunktion. Da vi senere redigerede fotoet, trak vi farver ud af de parkerede cykler, for at give ro i motivet.

Vi trådte ind i parken og gik mod et vandløb med en smuk bro henover. Vi gik i knæ for at fange det stemningsfulde scenarie, men her gjorde tågen motivet lidt fladt og endimensionelt. For at skabe dybde og få farvespil i billedet lod vi efterårsgule blomster stå i forgrunden. Vi indstillede blændeåbningen til maksimale F2.8 for at sløre blomsterne, så broen fortsat blev det bærende i billedet.

En halv time var allerede gået, og vi fortsatte nu vores tur hen over broen og ned til et mere vidtstrakt vandområde, hvor en malerisk båd i gammel kinesisk stil lå ved en lille bro.

En flok gråænder nød den rolige morgenstund, hvor kun de mest morgenfriske løbere forstyrrede deres færden. Ændernes plasken i vandet skabte skarpe krusninger, som stod i kontrast til det rolige, tågeslørede motiv. Vi tog derfor stativet i brug. Med kameraet placeret på det kunne vi bruge lang lukkertid, for på den måde at glatte vandet ud. Det krævede, at vi gjorde blændeåbningen mindre, ellers ville billedet blive overeksponeret. Vi indstillede den til F22. Lukkertiden satte vi i første omgang til 1,3 sekunder, men de legende ænder blev slørede af deres bevægelser, så vi måtte reducere til 0,5 sekunder. Det gav et roligt motiv, og den lange lukkertid var også med til at gøre tågens diffuse effekt mere udtalt.

Selv om tiden var knap, valgte vi at dvæle lidt ved det idylliske scenarie. Vi tog vores andet kamera i brug og satte vidvinkelobjektiv på for at få mere af landskabet med. Med den optik stod tågen dog svagere frem. Vi prøvede derfor at skifte til vores teleobjektiv. Under objektivskiftene sørgede vi for at holde kameraet nedad og sætte det nye objektiv på i en fart, så der var åbent ind til sensoren så kort tid som muligt. I tåget vejr er risikoen for at få dug ind på sensoren ret stor. Det kan skade den og forringe kameraets billedkvalitet.

Med teleobjektivet på var resultatet et helt andet. Når vi zoomede til brændvidder over 215 mm, stod tågen meget stærkere frem. Den komprimering, som et teleobjektiv skaber, viste sig at have en rigtig flot effekt på tågen.

Med den erfaring bevægede vi os videre i parken, hvor solen nu stille og roligt var begyndt at bade landskabet i et stærkere – men stadig meget diffust – lys. Det var en prøvelse for kameraet. Det slørede landskab snød lysmåleren til at eksponere for lavt.

Med hjulet til eksponeringskompensation måtte vi derfor reducere eksponeringen fra 0 til -0,7. Alligevel fik vi i flere tilfælde overeksponerede fotos, hvor detaljerne i de lyseste områder var brændt ud. Vi reducerede eksponeringen yderligere. Det gjorde billederne lidt for mørke, men dette er at foretrække frem for overeksponerende billeder. Man kan uden større problemer øge eksponeringen i redigeringen og dermed bevare detaljer både i de mørke og de lyse områder.

Den time, vi havde afsat, var ved at være forbi. Vi begav os mod udgangen af parken. På vejen skød vi et par billeder af parkens port, som vi havde gjort, da vi kom, men denne gang fra den indvendige side. Eksponeringen var god, og den nu solgyldne tåge var tæt, godt hjulpet på vej af en stor brændvidde i vores tele.

De sidste sekunder var talt på stopuret, og vi forlod parken, taknemmelige over, at vejrguderne havde tildelt os en time med fantastisk tåge, og samtidig opmuntrede over, hvor enestående fotomuligheder det faktisk kan give, når man tager ud og udforsker tågen med sit kamera.