Når himlen viser sig fra sin bedste side med et væld af nuancer, eller et flot landskab breder sig ud foran dig, kan kameraet ikke dække det hele i ét billede.
Her kan du kun få det hele med, hvis du skyder et panoramafoto.
Nogle kameraer sætter selv dine skud sammen til ét stort foto. Hvis ikke dit kamera har denne funktion kan du også gøre det manuelt i redigeringen.
Her kan du læse, hvordan du gør i kameraet – men også i de forskellige billedredigeringsprogrammer.
Panorama
Panorama i kameraet
Med et kamera, som har indbygget panoramafunktion, er det legende let at fange de helt store vidder.
Mange har nok prøvet at tage en stribe billeder og derefter sætte dem sammen i fx Photoshop.
Det kan blive rigtig godt, men tager tid.
Derfor er det mere end velkomment, at de fleste producenter efterhånden har tilføjet smarte panoramafunktioner til deres kameraer.
Funktionen, der klarer panorama i kameraet hedder noget forskelligt fra mærke til mærke, men oftest vil du kunne finde den under optageindstillinger.
Her vil du typisk skulle vælge, hvor mange fotos der skal sættes sammen – eller også bliver du guidet til at dreje kameraet i en retning, mens det skyder en serieoptagelse.
Lightroom
Panorama i Lightroom
I Lightroom kan du sætte billederne sammen, så overgangene bliver usynlinge.
Du kan også arbejde med raw-billeder, og billedet gemmes som en raw-fil, så du fx kan redigere videre på hvidbalance, lysforhold og farver.
Du skal blot markere de ønskede billeder og vælge Photo øverst i menulinjen. Når du holder musen henover Photo kommer der en pop-up-menu, hvor du kan vælge Photo Merge og til sidst Panorama.
Vælg sammenfletningsmetode, fx Spherical. Vælg Auto Crop for at beskære.
Klik til sidst på Merge.
Photoshop
Panorama i Photoshop
Vælg File, Automate og Photomerge.... Klik på Browse..., markér dine fotos, og klik på OK.
Elements
Panorama i Elements
Åbn billederne, og vælg Guide, Photomerge og Photomerge Panorama.
Åbn Photo bin, og markér alle fotos i Photo bin ved at klikke på det første, holde shifttasten nede og klikke på det sidste.
Vælg som udgangspunkt Auto Panorama.
Klik på Create Panorama, vælg NO i boksen, og klik på In Expert.
Beskær billedet, og tast Ctrl + Shift + E.