Nogle gange gør man ting, der ikke er rationelle. Sådan var det i sommeren 2024, da jeg efter godt 20 år igen satte en rulle film i et kamera for at skyde analoge billeder. Hvad jeg ikke vidste den sommer var, hvor meget det ville gribe om sig. Mindre end et år senere har jeg fået opbygget en anseelig samling af analoge kameraer, objektiver og tilbehør, jeg har fået skudt adskillige filmruller, og jeg har gjort mig en masse erfaringer med det gamle medie. I løbet af denne serie kan du komme med på rejsen.
Men hvorfor overhovedet begynde at tage analoge billeder? På Digital FOTO tester jeg hele tiden nye digitalkameraer, og kvaliteten er tårnhøj. Med meget få undtagelser giver nye kameraer perfekte eksponeringer, et væld af detaljer, fokus, der ligger lige i øjet, og høj hastighed. Jeg kan tage 120 knivskarpe og helt perfekte billeder på bare ét sekund med et digitalkamera. Jeg har langtfra lagt det digitale på hylden, for det er stadig sjovt og spændende, men det er noget helt andet, analog fotografering tilbyder.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Læs mere
Prisen per billede, jeg tager på film, ligger typisk på syv til ti kroner. Det betyder, at jeg tænker mig meget mere om, inden jeg trykker på udløserknappen, end når jeg fotograferer digitalt. Med mange af kameraerne skal jeg desuden fokusere og indstille lukkertid og blænde manuelt, hvilket yderligere trækker tempoet ned. Det betyder også, at jeg får en kontrol, som jeg ikke altid føler, at jeg har, når digitalkameraets computer tager over. De analoge billeder har desuden et udtryk, som man ikke får med de digitale billeder. Filmbillederne er langtfra så perfekte. De er ikke altid helt skarpe, og farver, kontrast med mere varierer og afhænger af filmtypen og eksponeringen. Det giver en stoflighed og et nærvær, som er helt anderledes end det digitale.
Interessen blev skudt i gang, da jeg skannede gamle negativer og genopdagede stofligheden i billederne. Undervejs dukkede også en filmrulle op, som jeg aldrig havde fået fremkaldt. Jeg anede ikke, hvad der var på den, men skyndte mig at indlevere den til fremkaldelse. Her oplevede jeg igen glæden ved at gå og vente spændt på resultatet. Det viste sig at være billeder af venner og familie fra år 2000. Samtidig var jeg fascineret af mekanikken og udseendet på især japanske spejlreflekskameraer fra første halvdel af 1980’erne. Dengang var kameraerne kompakte, fokus var manuel, og man kunne typisk bruge blændeprioritet. Zoomobjektiver var ikke så udbredt, så kameraerne blev ofte solgt med et lysstærkt og kompakt 50 mm-objektiv.
40 år og fed
Billedet her fra Portugal i 2001 var et af dem, jeg skannede, og som satte interessen for analogfoto i gang igen.
Derfor begyndte jeg at lede efter en model af denne type på brugtmarkedet. Drømmen var et Nikon FE2 fra 1983, men brugtprisen er høj, og da det kun var for sjov, ville jeg finde noget billigere. Det endte med et Minolta X-300, som blev lanceret i 1984. Det kostede mig en plovmand med et 50 mm-objektiv på F1.7. Trods 40 år på bagsmækken fungerede det næsten perfekt. Kun tælleren, der viser, hvor mange billeder man har taget, var stået af. Jeg fik sat en farvefilm i kameraet og gik i gang. Og det var fantastisk at fotografere på en helt ny – eller rettere gammel – måde. Og det var overraskende nemt, selv om jeg brugte lidt tid på at indstille fokus.
Den største udfordring var, at kameraets hurtigste lukkertid er 1/1000 sekund. Jeg havde en ISO 200-film i kameraet, så da jeg fotograferede midt om sommeren, var jeg ofte nødt til at blænde ned til F5.6 eller mindre, ellers ville billederne blive for lyse selv på den hurtigste lukkertid, hvilket kameraet gør opmærksom på i søgeren. Jeg kunne altså ikke få en så sløret baggrund, som jeg ønskede, på fx portrætbilleder.
Efter de første billeder tog det fart, og jeg gik på jagt efter mere udstyr. På brugtmarkedet Tradera på nettet fandt jeg et 28mm F2.8-objektiv fra Sigma, som jeg gav 229 kroner for, hvilket i bagklogskabens lys var for meget. Jeg ville gerne kunne skyde både i farver og sort-hvid på én gang, så godt en uge senere købte jeg et Minolta X-7A, som er samme model som X-300, men med et andet navn. Det var dog kun begyndelsen, for snart var jeg for alvor ramt af GAS, der står for Gear Acquisition Syndrome, altså trangen til at købe udstyr.
Sådan tjekker du fokus
Det første spejlreflekskamera med autofokus kom i 1985, så på tidligere modeller foregår fokus manuelt. Der er heldigvis god hjælp i søgeren, og fokus foregår med små variationer på samme måde i alle kameraer. Her kan du se, hvordan det ser ud i mit Minolta X-300.
Split screen
I midten er der en såkaldt split screen. Når området er ude af fokus, er billedet forskudt, Når midten er i fokus, er området samlet så det fremstår som ét.
Mikroprismer
Rundt om den lille split screen sidder en krans af mikroprismer som en yderligere hjælp. De flimrer, når området ikke er i fokus.
Sådan renser jeg kameraet
Der kan være stor forskel på standen på det brugte udstyr. Noget ser ud som nyt, mens andet kan være godt støvet. Uanset, hvordan det ser ud, giver jeg det en grundig rengøring, når jeg modtager det. Udstyret er forholdsvis billigt, så jeg går ikke så meget op i, om rensevæskerne er de rigtige. Hvis du skal rense nyt udstyr eller mere værdifuldt brugt grej, bør du gå lidt mere forsigtigt til værks.
Med en blød tandbørste fjerner jeg støv, snavs og lignende.
Jeg sprøjter brillerens på vatrondeller og pudser på overfladerne.
Til de mere trange områder bruger jeg vatpinde med brillerens på.
Jeg bruger sensorrens på en mikrofiberklud til frontlinsen og den bagerste linse på objektiverne.
Med en blæsebold puster jeg støv væk fra kammeret, hvor filmen sidder.