Vidste du det? Det er kameraets skyld at tennisbolde er gule

Det var en britisk tv-legende, der fandt på at tennisbolden skulle skifte farve for at følge med moderne kamerateknologi.

© Shutterstock

I dag er der næppe nogen, der kunne forestille sig tennisbolde i nogen anden farve end selvlysende gul.

Men den har ikke altid haft den kulør. Det var kamerateknologien der gjorde, at den for snart 60 år siden skiftede farve.

Hvide bolde gik i ét med omgivelserne

Tennisbolde var oprindeligt hvide, hvilket så helt fint ud på sort-hvid-tv.

I 1967 var tv-teknologien imidlertid nået et nyt stadie. Det var blevet muligt at sende tv-udsendelser i farver.

Wimbledon i London var en oplagt lejlighed til at give den nye teknologi sin debut, mente en ung David Attenborough, som på det tidspunkt arbejdede på BBC.

Han sendte derfor fire tv-kameraer afsted til Wimbledon, men det blev hurtigt klart, at der var en udfordring, når tennis skulle vises på farve-tv; den hvide bold gik nemlig i et med omgivelserne og var svær at se.

© Shutterstock

David Attenborough er kendt for et utal af naturudsendelser på tv, men havde også en stor finger med i spillet, da tennisbolden skiftede farve.

Den perfekte farve til tv

Efter Wimbledon foreslog Attenborough, at bolden fik en selvlysende farve. Der blev således lavet omfattende undersøgelser for at finde ud af, hvilken farve der mest tydeligst kunne ses på både farve og sort-hvid-tv.

Konklusionen på undersøgelserne blev, at selvlysende gul var den perfekte farve til tennisbolde. Der skulle dog gå hele fem år, før ændringen blev implementeret, men siden da har den selvlysende gule farve været uløseligt forbundet med tennisbolde.

Det ser helt skørt ud, men sådan så tennisboldene ud i gamle dage. Tænk hvis det stadig var tilfældet?