Gråt, hvidt eller sort kort?

SPØRGSMÅL: I er kommet med mange tips om foto, og det er der nok mange af os amatører, der er glade for. Jeg har været på fotokursus og er blevet mere forvirret. Spørgsmålet er ganske enkelt: Hvornår bruger man gråkort, og hvornår bruger man hvide og sorte kort?

SVAR:
De kort, du nævner, er en hjælp til fotografen til at opnå den perfekte eksponering eller korrekte farvegengivelse. Et gråkort stammer oprindeligt fra den analoge tid, men kortet kan også anvendes på digitalkameraer. Kortet reflekterer 18 procent af lyset. Hold kortet op til motivet, og mål lyset relativt tæt på kortet. Så får du nemt en perfekt eksponering. Sort- og hvidkort bruges til billedbehandling til korrekt farvegengivelse, hvis du fx affotograferer et maleri. Læg et sort- og hvidkort ved siden af maleriet, så kortet kommer med på optagelsen. Efterfølgende kan du i billedredigeringen udnytte, at du ved, at der er noget i billedet, der er sort og hvidt.

Sort- og hvidkort hjælper til at få reproduceret farverne fuldstændig korrekt. I Photoshop CC bruger du funktionen Niveauer... og pipetten Opsaml i billede for at indstille hvidtpunkt, som du klikker med på det hvide kort i fotoet og tilsvarende sortpunkt-pipetten, som du klikker på det sorte kort. Så rettes farvestik og kontrast automatisk. Du kan også bruge gråkortet til at rette farvestik med fx White Balance Tool i Lightroom.