Uskarp søger? Få løsningen her

Bliver du ved med at få et sløret billede i søgeren? Se her, hvordan du får et skarpt billede. 

Indstil dit kameras søger korrekt

For de fleste fotografer er dioptrijusteringen en fuldstændig ligegyldig knap på kameraet. Men hvis du er nærsynet eller langsynet, er den uundværlig.

26. juli 2018

Der er én bestemt knap på kameraet, som for mange fotografer er fuldstændig ligegyldig – nogle ved ikke engang, at den eksisterer. Men hvis du er nærsynet eller langsynet, kan den lille knap være et uundværligt redskab til at få et skarpt billede. 

Diopteren er en lille linse i kameraets søger, der gør den i stand til at matche billedet med det, du ser med dine øjne. Hvis du har dårligt syn, vil du nemlig se et sløret billede, når du kigger gennem en søger, der ikke er indstillet. 

På samme måde vil en person med et godt syn få et sløret billede, hvis de kigger gennem en søger, der er indstillet til en person med dårligt syn – akkurat som hvis de låner en anden persons briller. 

Er dit kamera indstillet rigtigt?

Den nemmeste måde at se, om du bør justere din søger, er at kigge på tallene og linjerne under billedet i søgeren. Hvis du ikke kan se dem helt skarpt, så er søgeren ikke indstillet efter dine øjne.

Langt de fleste spejlreflekskameraer med optiske søgere og spejlløse kameraer med elektroniske søgere har dioptere – og derfor også dioptrijustering. 

Dioptrijusteringen vil sandsynligvis være et lille hjul eller en skydeknap tæt på kameraets søger. De fleste dioptrijusteringer er mærket med tegnene + og -.

Læs også: Det betyder tallene på dit objektiv

Dioptrijusteringen på et Canon EOS 760D

På dette Canon EOS 760D sidder dioptrihjulet på øverste højre side af søgeren.

Sådan indstiller du kameraet efter dine øjne

Når du skal justere diopteren, kan det være en god idé at sætte kameraet på stativ eller på et bord. Find dernæst et motiv, som dit kamera har let ved at autofokusere på – fx et stykke legetøj eller en potteplante.

Start med at dreje diopterhjulet. Når billedet er i fokus, skal du dreje videre, indtil billedet igen bliver sløret. Drej så diopterhjulet tilbage, så du ender med et skarpt billede. (Drej frem og tilbage, indtil det er så skarpt som overhovedet muligt). Nu burde din diopter være indstillet korrekt.

Læs også: 10 ting du skal gøre, inden du bruger dit nye kamera

Få styr på kameraet med vores e-bog

Hvis du endnu ikke har helt styr på alle kameraets funktioner, kan vi hjælpe dig med vores e-bog "Begynderguide til fotografi".

Her får du en grundig gennemgang af de forskellige programmer, samt indstillinger som blænde, lukkertid og ISO og meget mere.

Du kan få guiden sendt direkte til din inbox, hvis du skriver dig op til Digital FOTOs nyhedsbrev HER. 

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...