Størst med det mindste: Interview med Micael Widell

Svenske Micael Widell er en af de helt store makrofotografer på YouTube. Han lever af at vise, hvordan man tager gode billeder af de mindste ting i naturen. Der skulle imidlertid en stor livskrise til, før han satsede alt og gjorde sin passion til en levevej.

Før han fangede dette øjeblik, havde Micael fotograferet massevis af mariehøns, men aldrig set en i færd med at spise en bladlus.

En eftermiddag i sommeren 2016 gik Micael rundt i sin mors baghave og fotograferede tilfældige ting med det kamera, han kort forinden havde købt. En bi landede på en blomst, og Micael fik et skud i kassen.

“Det var første gang, at jeg tænkte ‘der var den – det er sådan, det skal se ud.’ Det var det første makroskud – og faktisk det første foto i det hele taget – hvor jeg følte, at jeg havde ramt plet,” fortæller Micael Widell, da vi taler med ham over et videoopkald fra hans hjemmestudie, hvor han producerer de fleste af de videoer, der har gjort ham til lidt af en stjerne på YouTube.

“Jeg sendte billedet ind til en fotokonkurrence, som butikken CyberPhoto holdt. Til min store overraskelse fik det en tredjeplads blandt tusindvis af bidrag. Det styrkede min tro på, at jeg havde fat i noget rigtigt og blev det, der gjorde, at jeg startede min YouTube-kanal,” fortæller Micael.

© Micael Widell

I sin mors have fik Micael det første makroskud, som han var tilfreds med. Det blev startskuddet til hans fotokarriere.

Kameraet tændte en gnist

På kanalen tager Micael seerne med på fototure og giver tips til at skyde makrobilleder. Det har trukket næsten 100.000 abonnenter til. Sidste år kunne han derfor tjene nok på sine videoer til at leve af det.
“Det er en stor milepæl at være nået dertil. Nu kan jeg leve af det, der er min hobby og passion,” siger han.
At opnå dette var et mål, han havde arbejdet mod i mange år. Efter en årrække, hvor Micael havde drevet sin egen e-handels­virksomhed, var han i 2015 brændt ud. Han droppede arbejdet og gav sig et år fri for at finde ud af, hvad han skulle lave. Han havde intet billede af, hvad det skulle være. Det afgørende var blot, at lysten skulle drive det.
“Jeg havde set filmen ‘Jiri Dreams of Sushi’ og blev inspireret af, hvordan hovedpersonen dyrker ét håndværk med samme passion hele sit liv. Jeg satte mig for at finde ud af, hvad der kunne drive mig på den måde.”

© Micael Widell

Der var stor afstand til baggrunden, og Micael brugte blitz. Derfor blev baggrunden helt sort.

Micael skrev bogen ‘Habitual Happiness’ om Micaels rejse mod et lykkeligere liv, men måtte indse, at forfatterlivet ikke var det, der gav ham den nødvendige drivkraft. En anden udtryksform begyndte at trække i ham.
“På det her tidspunkt, omkring 2016, skete der et boom for fotografer på Instagram. Jeg kunne se, at man kunne tage det vidt. Jeg købte et kamera og forsøgte mig med portrætter, gadefotos og andre genrer, men uden større succes. Der skulle meget arbejde til at få billeder i kassen, som var blot nogenlunde anstændige.”
Tilfældigt faldt Micael over den amerikanske fotograf Thomas Shahan og blev fascineret af hans makrobilleder. Han forsøgte sig lidt med genren, og da de første gode billeder kom i kassen, gik det hele op i en højere enhed.
“Jeg vidste, at det var den vej, jeg skulle fortsætte. Det her var noget, jeg havde lyst til,” fortæller Micael, som startede sin YouTube-kanal i begyndelsen af 2017.
“De første videoer tog rigtig lang tid at lave. Jeg skulle lære det hele fra bunden. De fik ingen visninger. Ingen vidste, hvem jeg var. Det var frustrerende.”
Micael besluttede sig for at henvende sig til de store foto­medier og spørge, om ikke de havde lyst til at skrive om hans videoer. Til Micaels store overraskelse sagde de fleste af dem ja.
“Min YouTube-kanal eksploderede efter det. Den fik ­tusindvis af nye følgere. Jeg sendte flere videoer, og ­medier som Digital Photography Review og Petapixel blev ved med at lave artikler. Allerede et par måneder senere var min kanal rigtig godt oppe at køre, og jeg tjente langt mere, end jeg havde gjort på et år ved at skrive min bog.”

© Micael Widell

En frossen regndråbe har et væld af spændende teksturer, som man kan få frem i et makroskud.

Gode skud hvor som helst

“Det, jeg elsker ved makrofoto, er, at du kan få gode skud, stort set hvor som helst. Du behøver ikke at stå i et fantastisk landskab. Der skal blot være lidt planter og blomster. Du er heller ikke afhængig af lyset. Du bruger typisk kunstigt lys. Derfor kan du i princippet fotografere på ethvert tidspunkt af dagen,” forklarer Micael.
På hans YouTube-kanal kan man følge ham, når han ­tager på fototure. Her deler han gavmildt ud af sine erfaringer og sin viden om makrofoto.
“Jeg går for det meste ud i nærheden af, hvor jeg bor, ­i den sydlige del af Stockholm,” fortæller Micael, som dog også en gang imellem tager lidt længere ture ud til mere afsides naturområder, hvor der kan være et rigere insekt- og planteliv.
“Man behøver ikke at planlægge så meget, når man skyder makro. Jeg har ikke ­noget konkret billede i mit hoved af, hvad jeg gerne vil skyde, når jeg tager af sted. Jeg fotograferer det, der dukker op,” siger han.

© Micael Widell

Micael brugte en diffuser lavet af en Pringles-chipsbøtte, da han fotograferede denne flue af arten Mydaea corni.

Når efterårskulden rammer Sverige, må Micael tænke ud af boksen for at få interessante makrofotos.
“Fra slutningen af september og frem til slutningen af april er der ikke ­meget gang i insektlivet. Så fotograferer jeg indendørs eller finder alternative motiver i naturen. Regndråber kan give rigtig spændende resultater. Når du kommer tæt på dem, giver de flotte refleksioner og et nærmest abstrakt udtryk.”
Det var netop, hvad ­Micael gjorde en kold martsdag i 2019. Som et eksperiment havde han monteret et gammelt Minolta MC ­Rokkor-objektiv fra 1970’erne på sit kamera.
“Når jeg skyder makro, bruger jeg manuel fokus. Så er der stort set frit slag i forhold til objektiver. Det gamle objektiv gav billedet en markant retrokarakter med intense farver og kraftig vignettering, som jeg rigtig godt kan lide,” siger Micael, der anbefaler, at man prøver sig frem med brugte objektiver af ældre dato, hvis man vil give sine makrofotos noget kant. Han skyder i øvrigt oftest selv med brændvidder på 85, 120 og 180 mm, men opfordrer til også at give vidvinkel et skud.

© Micael Widell

Et gammelt objektiv kan tilføre makrobilleder en unik karakter og gøre et basalt billede af en vanddråbe til et lille kunstværk.

Selv om vinterhalvåret således ikke er uden makro­muligheder, er det lang tid at vente på, at insektlivet kribler frem igen. Derfor forlænger Micael gerne insektsæsonen en uges tid med en tur til det sydlige Europa i slutningen af efteråret eller i starten af foråret.
“I Sydspanien eller Portugal er der gang i insektlivet helt indtil starten af vinteren. Med en billig flybillet kan jeg få en uges tid med god makro, når sæsonen slutter herhjemme. Insekterne er ikke så forskellige fra dem, vi har herhjemme, men de er ofte lidt større, og der er mange af dem,” fortæller Micael.
På en tur til Malaga fik han dog et insekt på kornet, som han aldrig havde set i Sverige.
“I den lille have Jardines de Puerta Oscura i Malagas bymidte fik jeg øje på en speciel flue. Det viste sig at være en Eristalinus taeniops, som primært findes omkring Middelhavet og længere østpå.”
Oplevelsen fik eventyrlysten til at blusse op i Micael, der i fremtiden gerne vil rejse noget mere.
“Jeg vil gerne til eksotiske steder, hvor de har helt andre insekter end i Norden, eksempelvis til Sydamerika. Det har ikke været muligt tidligere,” siger Micael, der startede sin YouTube-kanal, samtidig med at han fik sit første barn. I dag har han to.
“Mens børnene har været små, har det været svært at rejse væk i lang tid, men nu har de en alder, hvor det er nemmere. Jeg kan derfor begynde at rejse længere væk.”

© Micael Widell

Fluen med de stribede øjne fra­ Malaga blev fanget med et kompak­tkamera, som kan ­fokusere meget tæt på.

Vil ikke være bundet af et brand

Billedet af den eksotiske flue blev skudt med et Ricoh GR III, som Micael testede på turen til Malaga. Han elsker at teste kameragrej til sin YouTube-kanal, men selv om man nemt kan lade sig gribe af fascinationen ved nyt udstyr, er det vigtigt for ham at understrege, at man ikke behøver at købe sig fattig i grej for at skyde gode makrobilleder.
“Det er spændende at prøve nye muligheder af, men jeg vil til enhver tid anbefale, at man bruger det udstyr, man allerede har, hvis man vil i gang med makro. Med en adapter kan næsten ethvert objektiv bruges.”
Ikke desto mindre har Micael én klar anbefaling, hvis man vil opgradere sit udstyrsarsenal.
“Laowa 85 mm F5.6 er det perfekte allround makro­objektiv. Det giver 2x forstørrelse, hvilket er ideelt til de relativt små insekter, vi har i Norden, og så koster det halvdelen af tilsvarende konkurrenter,” fortæller han og supplerer sin anbefaling med et lille tip:
“Når man kommer så tæt på, som man gør med et objektiv som dette, bliver dybdeskarpheden ofte så lille, at kun en del af insektet er i fokus. I de tilfælde anvender jeg ofte focus stacking, hvor flere billeder med forskudt fokus stables til ét. Det giver et større område af skarphed i billedet.”

© Micael Widell

Micael brugte en Raynox DCR-250-adapter for at få 1,5x forstørrelse, da han skød pæreløvsnude­billen. Han tog 15 skud, som han stablede til ét.

Trods sin meget konkrete anbefaling lover Micael, at han ikke er betalt af Laowa for at rose deres udstyr.
“Selv om der sikkert kunne være gode penge i det, har jeg ikke lyst til at være tilknyttet et kamerabrand på den måde. Så ville jeg være bundet på ét mærke og ville ikke bare kunne skifte, når jeg havde lyst. Det ville fjerne en del af glæden ved at gøre det her.”
De penge, Micael tjener på sin YouTube-kanal, kommer fra reklamer, betalte produktlinks og sponsorerede videoer – indtægtskilder, som ikke forpligter ham i forhold til det udstyr, han bruger, og det indhold, han laver. Han har fuld kreativ frihed og kan opretholde et åbent og ærligt forhold til sine mange følgere.
“En af de bedste ting ved mit arbejde er at kommunikere med brugerne og læse deres kommentarer,” siger Micael.
“Det er en betydelig del af glæden ved at gøre det her.”

Som youtuber er der dog én ting, han godt kan savne.
“Det er svært at opnå rigtig anerkendelse som fotograf, når man er YouTuber,” siger Micael.
Han forklarer, at det netop derfor er lidt af et højdepunkt for ham, at vi laver dette interview, som nu, efter næsten to timers inspirerende snak om lykken ved makrofoto, er ved at nå sin ende.
“Det her er mit første interview med et fotomagasin. At mit arbejde og mine fotos kan være en del af sådan et ­medie, er en faglig anerkendelse, som betyder meget for mig,” runder Micael af.

Hyppyhämähäkki on hyökännyt rapuhämähäkin kimppuun metsässä Etelä-Tukholmassa.

© Micael Widell

En springedderkop har angrebet en krabbeedderkop i en skov i det sydlige Stockholm.