Ved at tage panoramabilleder på højkant, kan du give motiver med høje ting et helt andet udtryk, end hvis du tager et billede på normal vis. Her er tre hurtige fif til at gå i gang.
Bedste motiver til højkantspanorama
Høje ting er klart bedst – og selv med begrænset udstyr som fx en smartphone, kan du let gøre forsøget fra toppen af løjpen på skiferien.
Landskabsbilleder er et godt motiv, men går din tur til storbyen, så fortvivl ej. Et godt højkantspanorama er også nemt at tage blandt fx højhuse og tårne.
Sådan gør du – med panoramafunktion
Du kan tage et højkantspanorama på to måder.
En del kameraer og smartphones har en indbygget indstilling til panorama, som også virker, når du vender kameraet på højkant. Her samler kameraet selv billedet, og du behøver ikke gøre mere end det.
Sådan skyder du en serie
– og samler billedet i Lightroom
Skal billedkvaliteten være i top, kan du også skyde en serie billeder og efterfølgende samle dem som et panoramabillede i fx Lightroom.
Her er det utroligt vigtigt, at billedernes udseende er konsistent serien igennem. Skyd derfor alt manuelt, så kameraet leverer det samme resultat hver gang.
Det vil sige manuel blænde, lukkertid, ISO og hvidbalance. Sørg også for at fokus er det samme, og brug et stativ.
For at samle billederne i Lightroom, skal du markere billederne i Library. Højreklik herefter på et af billederne, og vælg Photo Merge. Vælg Panorama, og du er i gang med at flette billederne sammen.