Du kan få imponerende, abstrakte fotos, når du fotograferer røg. Her kaster vi os ud i en verden af helt uforudsigelige mønstre, når vi fyrer op under røgelsespind, kamera og ekstern flash.
Indholdsoversigt
Når vejret er skidt, eller mørket har lagt sig over lokalområdet, kan man passende finde kameraet frem og tage spændende billeder indenfor. Røg er et af de motiver, man kan fotografere hjemme hos sig selv, og med lidt tålmodighed kan man få flotte abstrakte motiver ud af en lille røgsøjle. De fascinerende formationer kan nemlig blive til optagelser, der efter en gang billedbehandling egner sig perfekt til at blive hængt op på væggen.
Fotografering af røg stiller krav til både udstyr og fotograf. Billederne opstår i et flygtigt samspil mellem en kort lukkertid, omhyggelig dosering af lys samt en krævende fokusering, der ustandseligt skifter og alligevel skal være perfekt. Det flygtige motiv må nemlig ikke blive til ren tåge.
Også her gælder det, at godt værktøj er det halve arbejde. Et makroobjektiv og en stor ekstern blitz øger chancen for succes, men i princippet kan alle kameraer benyttes, så længe de kan bruge en ekstern blitz. Et flashanlæg er endnu bedre, fordi man her kan lægge lyset endnu mere præcist. I dette projekt har vi dog valgt at bruge ekstern blitz.
Optagelserne gør det dog ikke alene. De flotteste billeder er resultatet af billedbehandling. Her er det vigtigt at få en god kontrast og fjerne støj. Man kan også eksperimentere med farver og fx vende billedet til negativ, hvilket giver en ret flot effekt.
En røgelsespind giver en tydelig røg, og den ryger længe. Sørg for at lufte godt ud bagefter. Du kan ikke lufte ud under optagelsen, da vinden tager røgen.
Det skal du bruge
6 trin får dig i mål
Sæt en røgelsespind i en holder på et lille bord, der står op ad en sort baggrund. Røgelsespinde og holdere kan købes i fx helsekostforretninger. En æske røgelsespinde fås fra omkring 50 kroner, mens en holder typisk fås fra cirka 80 kroner.
Montér kameraet på stativ, og placér det en halv meter fra røgelsespinden. Sæt derefter kabel på den eksterne blitz, eller aktivér den trådløst fra kameraet. Har kameraet indbygget blitz, kan den på nogle kameraer aktivere den eksterne flash, som skal lyse ind fra siden på røgelsespinden. Lyset må ikke ramme baggrunden. Der skal være lidt lys i lokalet, når du fotograferer, så du kan tjekke fokus undervejs.
1. Brug lav ISO for at undgå billedstøj. Vælg en forholdsvis kort lukkertid og en ret lille blændeåbning. Det giver lidt større dybdeskarphed på den korte afstand, så der er plads til, at røgen kan brede sig lidt uden at blive sløret. Vi tog billeder på manuelt program med 1/180 sekund, F11 og ISO 400.
2. I butikken bad vi om røgelsespinde med maksimal røg og en diskret duft. Pinden antændes med en tændstik, og når der er en god flamme, puster du den ud, hvorefter pinden gløder og ryger. Vær opmærksom på, at asken falder af efterhånden. Røgelsespindene brænder typisk i 20 til 30 minutter.
3. Stil fokus manuelt. Det er svært og skal gøres helt præcist. Det slørede motiv må ikke virke uskarpt. Find gerne en kant i røgsøjlen, der står klart mod den sorte baggrund, og fokusér der. Røgsøjlen flytter sig konstant, så uskarpe smuttere kan ikke undgås. Man skal derfor have lidt tålmodighed.
4. Eksponeringen skal være præcis, så røgen ikke mister detaljer, og den sorte baggrund forbliver sort efter billedbehandling. Brug blitzkompensationen til at indstille lysstyrken perfekt, så du senere kan koncentrere dig om optagelsen. Her har vi sat blitzkompensationen til +2 for at give et kraftigere lys.
5. Røg stiger lige op, og det giver kedelige billeder. Stik derfor med venstre hånd en teske ind i røgsøjlen for at bryde den og forme den til flotte figurer, der snor sig igennem billedfladen. Teskeens buede form er fin til formålet, og den er ligeledes en god hjælp til hurtigt at tjekke, at fokus ligger, hvor den skal.
6. Billedbehandling er nødvendig. Ud over de effekter billedet skal have, kan der være urenheder i luften, der skal klones væk – fx med Fjern i Photoshops raw-konverter. Justér røg og baggrund med Højlys, Skygger, Hvide og Sorte, og beskær eventuelt billedet. Klik på Åbn for at gemme eller tilføje effekter.










