De kølige vinterdage er perfekte til stemningsfulde portrætter. Vi satte derfor familien foran kameraet for at vise, hvordan du bruger lys og skygge til at give ansigter karakter, sætter spændende scener ved hjælp af hjemmets indretning og får mere liv med en særlig brug af blitz.
Det er koldt og mørkt udenfor, og naturen tilbyder ikke ligefrem en sprudlende kulisse til portrætfotos på denne tid af året. Til gengæld er årstiden som skabt til at blive indenfor og fokusere på motiver, der gør sig godt i hjemmets komfortable rammer. Portrætter af dine nærmeste er perfekte motiver i den sammenhæng.
Farvel til farverne
At fotografere i hjemmet kan indebære visse udfordringer. Pladsen kan være trang, lyset svagt, og det kan være svært at finde omgivelser, som er 100 procent harmoniske og fri af forstyrrelser.
Før vi for alvor tog hul på artiklens portrætfotos, gik vi det meste af en weekend rundt med øjnene åbne efter velegnede steder at fotografere i den to-etagers lejlighed, der dannede ramme for billederne i denne artikel. Vi kiggede efter steder, som kunne give interessante for- og baggrunde til vores hjemlige portrætter, og holdt ikke mindst øje med, hvordan sollyset udefra faldt ind i lejligheden på forskellige tider af dagen.
Vi havde bestemt os for ikke at bruge anden lyssætning end naturligt lys udefra samt kunstigt lys fra de lamper, der var i lejligheden. Det er ikke de bedste forudsætninger, hvis du skyder farvefotos, da især det kunstige lys fra elektriske pærer kan give et ucharmerende farveskær, der kan være svært at ryste af, selv med gennemgribende redigering.
Farver er heller ikke en nødvendighed for gode portrætfotos, nærmest tværtimod. Du slipper ikke kun af med et uheldigt farveskær, når du skyder i sort-hvid, men får også ofte et mere fokuseret og nærværende portræt, fordi du skærer ind til benet og fjerner faktorer, som kan distrahere og stjæle opmærksomhed.
Det gælder ikke blot en spraglet skjorte eller en farverig baggrund, men også nuanceforskelle og ujævnheder i huden.
Sådan indstilles kameraet til sort-hvid
De træder i baggrunden, når du fotograferer i gråtoner. Du opnår derfor et mere universelt og tidløst portræt, hvor ansigtets karaktertræk og udtryk bliver det bærende.
Vi indstillede kameraet til at fotografere i sort-hvid. Indstillingen påvirker udelukkende jpeg-filen. Vælger du også at skyde i raw, gemmer du desuden en neutral farveversion af billedet. Det er en fin sikkerhed, hvis du ønsker optimale forudsætninger for at redigere.
Naturligt lys i vinduet
Lys fra vinduet reflekteres i øjnene og skaber catchlight, som får dem til at funkle.
Hvordan lyset falder på ansigtet, spiller en afgørende rolle, når du skyder portrætter i sort-hvid. Spillet mellem lys og skygge tegner ansigtet op og giver det karakter.
Selv om du skyder indendørs, kan du godt gøre brug af naturligt sollys. Det kræver blot et vindue, hvor lyset strømmer ind. Lejligheden, vi fotograferede i, ligger i stueetagen. Her var ikke sollys hele dagen, men vi havde lagt mærke til, hvordan det stod skråt ind gennem køkkenvinduet ved middagstid.
Familien havde indvilget i at stille op som modeller, og som en start bad vi kvinden i huset placere sig tæt ved vinduet med ansigtet vendt halvt mod lyset. Det meste af ansigtet blev lyst op, mens skygger dæmpede den anden del. Det gav en dybde i motivet, som blev forstærket af skyggerne på bagvæggen, der tegnede en linje, som lå i forlængelse af hovedets skrå vinkel.
Væggen er belagt med hvide fliser i ensartet mønster, som gav en minimalistisk baggrund. Vi komponerede, så linjerne var helt lige, og skød på blænde F1.4 med et objektiv på 85 mm.
Ansigtet mod kameraet og kroppen let til siden giver et dynamisk udtryk og er en klassisk portrætpositur.
Det gav baggrunden et blødt, sløret udtryk. Kameraet var på blændeprioritet, og ISO på auto. Vi fik en lukkertid på 1/640 sekund og ISO 400 og kunne derfor skyde håndholdt. Fokus lagde sig automatisk på øjet, fordi øjegenkendelsen var aktiveret.
Mens solen strømmede ind i lejligheden, vendte vi kameraet mod det mindste barn i familien, som sad med ryggen mod et vindue. Vi fik derfor kraftigt modlys, som man ofte gerne vil undgå, da det gør det svært at få et jævnt eksponeret billede, uden at personen står i skygge. Ved at gå imod konventionelle eksponeringsregler kunne vi dog få et meget rent og uforstyrret portræt.
Vi eksponerede efter drengen og gav hjulet til eksponeringskompensation et lille nøk op. Det betød, at den meget lyse baggrund brændte ud og blev helt hvid. Kun drengen var tilbage i billedet, som det helt centrale motiv.
Det betyder brændvidden
Nye vinkler på trappen
I vores søgen efter interessante steder at fotografere havde vi især set os lune på den snævre vindeltrappe, der forbinder lejlighedens to etager. Den gav mulighed for at skyde fra anderledes vinkler, end vi kunne i resten af lejligheden.
Et skud oppefra ned mod personen gør, at ansigt og især øjne bliver mere fremtrædende. Vi forsøgte fra toppen af trappen og ned, men måtte indse, at vores objektiv på 85 mm kom for tæt på motivet i de snævre rammer. Heldigvis havde vi et objektiv på 30 mm til rådighed. Det gav tilstrækkelig vidde.
Vidvinkel er ikke det mest oplagte valg til portrætter, men kan ofte være det, der skal til, når du skyder indendørs. Her kan du ikke altid være sikker på at få den afstand til personen et klassisk portrætobjektiv, som fx 85 mm kræver. Har du et almindeligt zoomobjektiv på cirka 24-70 mm, giver det ofte et passende spænd.
ISO 1600 gav lidt støj. Det blev hurtigt klaret med støjreduktion i redigeringen.
Uanset brændvidde er det en fordel, at objektivet er lysstærkt. Så kan du opretholde fornuftige lukkertider i dæmpet indendørs lys, uden at ISO stikker af. Det sikrer også stor baggrundssløring. Sløringen øges, jo tættere du går på personen.
I væggen mellem trappenedgangen og det tilstødende rum er et hul, udskåret i en simpel figur af skrå og lige linjer. Bagved dette er en loftbjælke, som tegner vandrette linjer ovenover. Det gav en interessant ramme til et billede. Denne gang forsøgte vi med et selvportræt.
Vi monterede kameraet på stativ og aktiverede det indbyggede vaterpas, så vi kunne vinkle kameraet helt lige. Dermed sikrede vi, at linjerne stod ret op og op ned, Det gav en fornemmelse af ro og orden.
Vi forbandt kameraet trådløst til vores telefon via den indbyggede wi-fi-forbindelse.
Vi sørgede for at holde telefonen uden for billedet, mens vi fjernaktiverede kameraet med den.
Så kunne vi fjernstyre kameraet ved at bruge den tilhørende telefonapp. Der findes apps til mange nyere kameraer, og de kan hentes gratis. Det er en smart løsning, hvis du vil tage portrætter af dig selv. I dette tilfælde hjalp den os også til at få skarpe skud, selv om lysforholdene var meget dæmpede. Lukkertiden kom helt ned på 0,6 sekunder.
Det er ofte for langt til at skyde håndholdt, men fordi kameraet var på stativ, og vi aktiverede udløseren på afstand, kunne vi få et skarpt billede. Autofokus kan have svært ved at stille skarpt i så dæmpede forhold, men fordi der var lys på ansigtet, var kameraet i stand til at fokusere på øjet.
Diskokugle og dobbeltskud
På de sidste portrætter slap vi kreativiteten løs. På den mindste drengs værelse hænger en diskokugle i loftet. Med alt lys slukket og gardinerne trukket for var de cirklende lyspletter fra den roterende kugle det eneste, der lyste rummet op. Drengen stillede sig under kuglen, så lyset hvirvlede om ham.
Selv om pladsen var trang, kunne vi med objektivet på 30 mm få et billede i højformat, hvor både diskokugle og ansigt var med, Vi skød med maksimal blænde på F1.4 og ISO 1600, men lyset var så dæmpet, at vi alligevel endte med en ret lang lukkertid på 1/25 sekund. Vi måtte derfor holde kameraet meget stille, for at billedet ikke blev sløret, og skyde adskillige skud, før drengen stod så roligt, at et af dem blev skarpt.
Kameraet var indstillet til at skyde kontinuerligt, så vi fik mange fotos hurtigt i træk, når vi trykkede udløseren ned. Så havde vi nogle at vælge mellem efterfølgende. Det er ofte en god idé, når du skyder portrætter.
Bevægelsen med hovedet var forholdvis langsom for at maksimere effekten.
En dobbelteksponering kan være en effektfuld måde at få liv i portrætter på. Nogle kameraer har en funktion til multieksponering indbygget, ofte under optageindstillinger. Det har vores kamera. Her kunne vi vælge, hvor mange billeder der skulle sættes sammen til ét. Vi valgte to, som den klassiske dobbelteksponering består af. Når man har taget det første billede, bliver det efterfølgende automatisk lagt oven i det første.
Vi tog nogle skud af familiens ældste dreng, hvor vi bad ham dreje hovedet, så han først så ind i kameraet og derefter til siden. Billederne blev udmærkede, men også en smule statiske, fordi de to mere eller mindre ens belyste skud lå lidt fladt oven i hinanden uden at smelte sammen på den måde, vi havde forestillet os. Vi savnede en mere dynamisk overgang mellem de to eksponeringer. Derfor prøvede vi en anden teknik, som også giver et dobbelt billede, men med større fornemmelse af bevægelse.
Den forholdsvis lange lukkertid trak de hvirvlende lyspletter fra diskokuglen ud i diffuse striber.
Teknikken kræver en blitz. Du kan uden problemer bruge den indbyggede, hvis dit kamera har en. Vi fandt et kamera, der havde det, aktiverede blitzen og bad drengen gøre samme bevægelse igen. Nu fotograferede vi blot med lang lukkertid på 2,5 sekunder. Blitzens lys frøs ansigtet fast i et kort splitsekund, da vi trykkede udløseren ned, mens den efterfølgende bevægelse lagde sig som en diffus eksponering bagved, helt som vi havde håbet.