Når fotograferne risikerer livet: Sådan blev D-dag filmet

Aldrig før var en krig blevet dokumenteret i så stor skala som 2. verdenskrig blev det. Millioner af fotografier, filmklip og øjenvidneskildringer gør den til en af de mest gennemlyste begivenheder i historien.

Alligevel føles billederne fra invasionen i Normandiet den 6. juni 1944 stadig som noget helt særligt. De rystede, sort-hvide filmoptagelser fra landgangen er ikke blot krigspropaganda – de er øjenvidnerapporter fra en dag, hvor helvede brød løs på strandene i Frankrig.

Bag kameraet stod en gruppe mænd fra Army Film and Photography Unit (AFPU). De var ikke soldater i klassisk forstand, men de gik i land med de første tropper på Sword, Gold og Juno Beach – med kuglerne susende omkring sig, granaterne eksploderende i sandet og frygten sitrende i kroppen. Deres mission var enkel, men livsfarlig: at fange krigens virkelighed på film.

At filme D-dag krævede mod af en helt særlig slags. Kameramændene bar ikke rifler, men kameraer. Ikke ammunition, men filmruller. De vidste, at deres billeder kunne ændre historien – både som dokumentation og som modvægt til den nazistiske propaganda, der i årevis havde domineret billedet af krigen.

Her kan du læse om heltene, der gav os mulighed for at se krigens brutale natur på første række.

I oktober 1941 oprettede den britiske hær en særlig enhed: Army Film and Photography Unit (AFPU). Formålet var både at dokumentere krigen og at skabe modbilleder til den nazistiske propaganda, som allerede længe havde præget europæerne.

Kameramændene blev trænet i både militære grundfærdigheder og i at betjene tungt udstyr midt i kaosset på slagmarken.

De var ikke blot tilskuere med kamera – de var soldater uden våben, placeret dér, hvor krigen var mest intens, for at sikre, at eftertiden ville have autentiske billeder fra fronten.

Den 6. juni 1944 gik tusindvis af allierede soldater i land på Normandiets strande. Med i de første bølger af tropper var også flere af AFPU’s kameramænd. De landede på Sword, Gold og Juno sammen med britiske og canadiske enheder, mens amerikanerne havde egne fotografer på Utah og Omaha Beach.

At være kameramand på D-dag betød at kravle i land under tung beskydning, alt imens man holdt et filmkamera stabilt og i gang. Der findes derfor optagelser fra de allerførste minutter af invasionen – klip, der i dag er blandt de mest kendte billeder fra 2. verdenskrig.

De mænd, der filmede D-dag, var alt andet end uovervindelige. Ernest Walter, en kameramand fra AFPU’s femte enhed, beskrev senere, hvordan han var “meget bange”, da granater og mortérer eksploderede omkring ham og de kommandosoldater, han var indsat med.

På D-dag blev flere kameramænd selv ramt under kampene – en blev hårdt såret af en mortér, mens en anden fik armen ødelagt af maskingeværild. Gennem hele 2. verdenskrig betalte 25 medlemmer af AFPU den højeste pris og mistede livet i forsøget på at dokumentere krigen – et tydeligt billede på, hvor risikabelt deres arbejde var.

De fleste optagelser fra Normandiet blev filmet med et enkelt kamera: DeVry Standard, også kendt som “Lunchbox Camera” på grund af sit kompakte, kasseformede design. Kameraet kørte på en fjederdrevet motor, hvilket betød, at kameramændene ikke behøvede batterier eller ekstern strøm – en kæmpe fordel i felten.

Ulempen var dog, at kameraet ikke kunne optage lyd. Dermed gik en væsentlig dimension tabt: lyden af maskingeværer, artilleri, eksplosioner og endda de sækkepiber, som nogle enheder spillede, da de stormede i land. Det, vi i dag ser på film, er derfor tavse billeder, der kræver, at vi selv forestiller os larmen og kaosset.

De optagelser, som AFPU leverede fra D-dag, blev hurtigt spredt i nyhederne og brugt i de allieredes propaganda. Men de var meget mere end krigspropaganda – de blev til en historisk arv, der den dag i dag danner vores billede af invasionen i Normandiet.

Uden disse kameramænd ville verden aldrig have set de rå billeder af frygt, kaos og heltemod på strandene i 1944.

I dag står deres arbejde tilbage som uvurderlig dokumentation, der minder os om både krigens brutalitet og de mænd, som risikerede alt for at fortælle historien gennem en linse.

Krigens billeder er mere end blot øjeblikke fanget på film – de er med til at forme, hvordan vi husker historien. Uden de modige kameramænd på D-dag ville verden have et langt fattigere billede af invasionen i Normandiet.

I dag, hvor vi dagligt oversvømmes af fotos og videoer fra både sociale medier og moderne konflikter, kan vi let tage dokumentationen for givet. Men på D-dag risikerede fotograferne bogstaveligt talt livet for at sikre, at eftertiden aldrig ville glemme, hvad der skete den 6. juni 1944.

Imperial War Museum har lavet denne seks minutter lange dokumentar, der viser de modige kameramænd, som fulgte britiske og canadiske tropper under invasionen i Normandiet.

Videoen giver et sjældent indblik i, hvordan D-dag blev dokumenteret gennem rystede sort-hvide filmklip – optagelser, der i dag står som nogle af de mest ikoniske billeder fra 2. verdenskrig.