ASUS ZenBook 14 Pro Duo OLED UX8402Z

Hurtig laptop med lækre skærme.

Ligesom den større 15 Pro Duo har denne lækre laptop hele to OLED-skærme. Opløsningen er 2,8K i stedet for 4K, men det ødelægger ikke indtrykket af meget klare og detaljerede skærme, som er yderst velegnede til fotografen. De understøtter 100 procent af farverummet DCI-P3 og har en meget fin farvegengivelse med fine overgange og mange nuancer. Lysstyrken er på 550 nits, hvilket er udmærket.

Med de to skærme kunne vi fx have Lightroom kørende på den store skærm, mens en browser var aktiv nederst. Vi kunne også have et justeringspanel til Lightroom nederst. Det var ret smart. Da begge skærme er berøringsfølsomme, kunne vi justere direkte på skærmene i fx Photoshop med den medfølgende ASUS Pen 2.0.

Med en Intel Core i9-processor og 32 gigabytes ram er der godt med fart på. Da vi overførte 892 raw- og jpeg-filer på samlet 20 gigabytes fra vores kamera direkte til Lightroom via usb-3, tog det kun to minutter og 20 sekunder inklusive previews. Det gør workflowet dejligt nemt. Så må man leve med den høje pris, en laptop i denne klasse har.

PRIS

22.299 kr.