MSI Prestige 14 Evo A11M-010NE

Hurtig bærbar til fotografen.

Pc’en her har den kraftigste udgave af den nye 11. generation i7-processorer til ultrabærbare. Samtidig lever den op til Intels nye Evo-platform til tynde, effektive laptops. Det indebærer blandt andet, at den er klar øjeblikkeligt, når man vækker den fra slumretilstand. Opstart er også hurtig. 35 sekunder efter, at vi havde tændt den, var vi i gang med at justere det første billede i Lightroom. Evo handler desuden om lang batteritid. Med fuld styrke på skærmen og en blanding af mange tunge billedredigeringsopgaver og brug af browser kunne vi køre i cirka fire timer på en opladning. Det er udmærket.

Der er to usb-c-porte med Thunderbolt 4, samt en kortlæser til microSD. Som fotografer vil vi hellere have SD.

SSD-harddisken på 512 gigabytes arbejder rasende hurtigt, og processoren har også fart på. Vi kunne konvertere 50 raw-fotos på hver 50 mio. pixels til jpeg på godt to minutter i Lightroom.

Full HD-skærmen er fint farvekalibreret. Vi havde dog gerne set, at lysstyrken var højere og overgange lidt mere jævne. Det er til gengæld den billigste pc med den hurtige processor, vi har kunnet finde.

PRIS
9941 kr.