Autel EVO Nano+

Ny konge i letvægtsklassen.

Autel EVO Nano+ er den første drone under 250 gram, der har forhindringssensorer.

Udlånt af Droneland.dk.

Med lanceringen af Autel EVO Nano-serien er DJI ikke længere den eneste producent, der tilbyder avancerede kameradroner i klassen under 250 gram, der har meget lempelige flyveregler.

På papiret er Autel EVO Nano+ sin nærmeste konkurrent, DJI Mini 2, overlegen, men den er dog også næsten 3000 kroner dyrere.

Fyldt med høje forventninger skyndte vi os at sende Nano+ i luften for at teste både kamera, forhindringssensorer og dronens evne til at følge motiver. Da vi lettede Nano+ kunne vi hurtigt mærke, at dronen ikke bare er overlegen på papiret, men også i virkeligheden.

Autels sensorer giver advarsler, hvis dronen kommer for tæt på fx træer og ledninger. Mini 2 har ingen sensorer. En anden og væsentlig forskel på de to droner er billedkvaliteten. Autel-dronen har et kamera, der tager billeder med 50 mio. pixels, hvorimod Mini 2 kun klarer 12 mio. pixels.

Det ser man ikke på sin smartphone, mens man styrer dronen, men forskellen bliver tydelig, når man overfører billederne til computeren. De har nemlig mange flere detaljer. Det gælder særligt fotos med store kontrastforskelle, hvor Autel-dronen hiver mange flere detaljer frem i skyggeområder end konkurrenten.

Nano+ har også Active Track, hvilket gør det muligt at følge bestemte motiver automatisk med en markering på telefonens skærm. Vi fik dronen til at følge en cyklist med ca. 20 km/t., og det klarede dronen uden problemer.

Autel-dronen har også flere intelligente fotomuligheder, der gør det muligt at skyde portrætter, hyperlapses og panoramaer, hvilket heller ikke er muligt med DJI Mini 2.

PRIS

6219 kr.

Det syntes vi efter ...

10 minutter: Appen Autel Sky er brugervenlig.

5 dage: Dronen er sjov og giver mange fotomuligheder.

Dommen

+

God app og sikker trådløs forbindelse.

Bedre kamera end hos konkurrenten.

Lav vægt placerer dronen i den lempelige kategori.

-

Batteriopladeren virker ikke særlig robust.

Tre minutters kortere flyvetid end DJI Mini 2.

Testoptagelser