Under flyvning får man automatisk besked i appen, hvis der er flytrafik i nærheden.
Air-serien ligger egentlig mellem den dyre Mavic Pro og den billige Mini, men med den nye Air 2S er tronfølgen udfordret. DJIs nyeste kameradrone er nemlig så opgraderet, at den på flere områder overgår den 3000 kroner dyrere Mavic 2 Pro.
Videoopløsningen er for første gang hos DJI oppe på 5,4K og med en bitrate på hele 150 Mbps. Det giver tydeligt mere detaljerede optagelser, selv når man ser dem på en 4K-skærm. Den høje opløsning tillader også beskæring af videoklippene, så man kan komme tættere på. Der er desuden tilføjet en digital zoom på 2x og 4x i 4K, og især den førstnævnte giver udmærkede resultater.
Billedchippen var i den første Air på størrelse med dem i mobiltelefoner, men er nu på en tomme som i Mavic 2 Pro. Opløsningen er også den samme på 20,0 mio. pixels. Dog har DJI ikke denne gang brugt Hasselblad-navnet, men billederne er ikke desto mindre detaljerede og skarpe og selv op mod solen er det dynamiske omfang rimeligt kontrolleret. Til gengæld er blænden fast på F2.8, så man er afhængig af ND-filtre, hvis man vil ramme en præcis lukkertid i sine videooptagelser.
Kameraet stabiliseres af en gimbal i tre akser, og som noget nyt suppleres der med elektronisk stabilisering, så vi kunne lave skarpe aftenbilleder med en lukkertid på flere sekunder. Det er også lykkedes DJI at lave en konstruktion, hvor kameraet ikke skubbes ned ved flyvninger i topfart, der i dette tilfælde er 68 km i timen. Det problem lider Mavic 2 Pro i høj grad under.
Det er imponerende, at der er opgraderet så meget i mellemklassen, og det eneste vi savner, er undvigesensorer i siderne. Air 2S er et lille mesterværk og giver os skyhøje forventninger til den kommende Mavic 3 Pro.
PRIS
7890 kr.
Det syntes vi efter ...
2 timer: Opdatering og første flyvning var uproblematisk.
3 dage: MasterShots, der styrer dronen og sætter klip sammen, giver flotte film.
DOMMEN
+
Stor sensor giver flotte optagelser.
5,4K giver meget detaljeret video.
Proppet med avanceret teknik til en skarp pris.
Flyver sikkert og stabilt selv i hård vind.
-
Savner undvigesensorer i siderne.
Testoptagelser
Oplever du at noget af vores indhold er blokeret, kan det skyldes dine cookieindstillinger.