DJI Mini 4 Pro

Lille og ekstra vågen.

For 1500 kroner ekstra får man en god fjernkontrol med indbygget skærm, så man slipper for at bruge telefonen.

Dronen er venligst udlånt af droner.dk

Droner under 250 gram må flyves uden særlige krav, uddannelse og tæt på mennesker, da risikoen er minimal. I Mini 4 Pro er der for første gang sensorer 360 grader rundt, der betyder, at dronen alt efter ønske bremser eller undviger forhindringer i alle vinkler. Vi prøvede at flyve ind i husmure, træer og en bil, men hver gang sikrede sensorerne, at sammenstød blev undgået.

Det betyder også, at man nu kan bruge dronen til automatisk at følge et motiv uden at frygte uheld. Den helt nye funktion, ActiveTrack 360˚, der end ikke findes i DJIs dyrere modeller, gør det muligt at tegne dronens rute rundt om motivet med en finger på skærmen. Det er meget overbevisende, og gør det endda muligt at skifte mellem to højder og distancer, mens man følger sit motiv. Styrer man dronen manuelt, bliver alle kommandoer omsat til præcis flyvning, og selv i vind omkring 11-12 sekundmeter, følte vi os i fuld kontrol.

Man må leve med den samme lille billedsensor på 1/1,3" som i Mini 3, men DJI påstår, at ny databehandling giver bedre kvalitet. Vi lod Mini 4 Pro dyste mod 3’eren, og vi blev positivt overraskede. Der er væsentligt bedre styr på højlys i den nye model, så detaljer i fx himmel i højere grad bibeholdes. Skyggerne er lysere, og jpeg-filerne fylder da også hele 35 MB, hvilket er omtrent det dobbelte af dem fra Mini 3 Pro. Farverne er mere realistiske i den nye model, og skarpheden i hjørnerne er meget bedre. Raw-filerne fylder stort set det samme, og her er forskellene noget mindre. Også på videosiden er 4’eren klart bedst, selv om visse optagelser i modlys blev lidt bedre med Mini 3 Pro.

PRIS

6289 kr.

DOMMEN

+

Første minidrone med sensorer 360 grader rundt.

Billedkvaliteten er væsentligt forbedret.

Det lille batteri klarer 25-30 minutter i praksis.

Mange nyheder som ekstra lys, Waypoints og D-log M.

-

Stadig lille billedsensor – bedst i godt dagslys.

Testoptagelser