Indledning
Denne anmelder var ikke i tvivl i 2018, da DJI for første gang lancerede en drone med en stor sensor på en tomme. Mavic 2 Pro blev straks indkøbt dengang. Syv år senere har denne sensortype nu for første gang fundet vej til en minidrone på under 250 gram, der må flyves af alle.
Sensoren er cirka dobbelt så stor som i Mini 4 Pro, og det giver da også synligt bedre billedkvalitet. Vi havde nemmere ved at kontrollere højlys og fik samtidig detaljer med i skyggerne. Da den større sensor lukker meget mere lys ind, fik vi også detaljerede optagelser i begrænset lys med kontrolleret støj. Den bedre billedkvalitet tillader også en digital zoom på 2x, der giver hæderlige resultater.