4 ting du ikke vidste om kameraets flash

Vi har samlet nogle af de bedste spørgsmål om eksterne flash, så du blandt andet bliver klogere på at bruge flere flash sammen og lave actionsfotos med blitzen.

Her på siden har vi samlet fire spørgsmål og svar med ting, du sikkert ikke vidste om din eksterne flash. Spørgsmål og svar er hentet fra Hjælpelinjen her i Fordelszonen, hvor du får svar på mange af dine spørgsmål om fotografering, udstyr, indstillinger og billedredigering.
Se flere i Hjælpelinjen her.

1. Du kan fange flere trin i en bevægelse med flash

SPØRGSMÅL: Jeg har en blitz, hvor både E-TTL og Manuelt virker fint. Der er dog en indstilling, som hedder Multiindstilling, jeg ikke kan få til at fungere. Hvad kan den, og hvordan gør man?

SVAR: Multiindstilling kaldes også stroboskop-flash. Du programmerer funktionen til at udsende et bestemt antal blink i den tid, kameraets lukker står åben. Derved fryser du forskellige faser af en bevægelse, som tennisspillerens slag herunder. Vælg en lang lukkertid som fx 5,0 sekunder.

  • Lokalet skal være så mørkt, at eksisterende lys ikke generer flashlyset.
  • Kameraet skal være på stativ, så fx omgivelserne er samme sted på alle eksponeringer.
  • Det er en vanskelig teknik at mestre. Øv dig før en vigtig optagelse.
  • Flashen skal indstilles til at give det antal glimt, du ønsker, motivet skal fastholdes i.

2. Blitzskoen kan snyde

SPØRGSMÅL: Jeg har haft Pentax-kameraer og tilhørende udstyr i mange år, men nu har jeg købt et spejlreflekskamera fra Canon. Umiddelbart ser det ud, som om blitzskoen har samme mål som hos Pentax. Jeg har ikke turdet sætte min gamle Pentax-blitz på Canon-kameraet af frygt for kortslutning, men kan jeg i virkeligheden sagtens bruge blitzen uden problemer?

SVAR: Det vil vi ikke anbefale. Selv om blitzskoens mål følger en standard, er der forskel på kontakterne. Du vil muligvis kunne få blitzen til at fyre af, men du vil ikke kunne bruge automatik. Blitzens lysstyrke og andre funktioner vil ikke virke, og du kan være uheldig, at dit kamera tager skade. Køb hellere en ny.

3. Du kan styre lyset ekstremt præcist

SPØRGSMÅL: Jeg har nogle steder set, at de bedste nye blitz har mulighed for at arbejde i kanaler. Andre steder står der, at de kan arbejde i grupper. Er de to funktioner det samme? Hvad er fordelen ved at bruge dem, og hvordan gør man i praksis?

SVAR: Grupper og kanaler er to forskellige funktioner i den nye generation af radiostyrede blitzsystemer, der både fås til spejlrefleks- og systemkameraer. Her kan du se forskellen.

Kanaler

Et radiostyret blitzsystem kører på en bestemt frekvens eller kanal. Hvis der er dårlig forbindelse på én kanal, kan man via blitzen vælge en bedre. Hvis flere fotografer til fx et modeshow skal arbejde side om side med hver deres blitzsystem, kan de på forhånd aftale, at den ene kører på kanal 1, den anden på kanal 2 osv.

Grupper

Når du fjernstyrer flere løse blitz, kan du vælge, at nogle skal lyse på den styrke, automatikken vælger, mens andre lyser kraftigere eller svagere. Det gør du ved at inddele dem i grupper og programmere hver gruppe til at bruge forskellig styrke. En gruppe kan bestå af en enkelt eller flere blitz.

4. Du kan sagtens skyde action med flash

SPØRGSMÅL: Det er sjovt at optage actionfotos, men nu er de mørke timer kommet, og jeg har brug for at skyde løs med blitz. Er det muligt at affyre min Canon-flash flere gange i rap, når jeg skyder med serieoptagelser for at kunne fange det helt rigtige øjeblik?

SVAR: En blitz er ikke bygget til at kunne blive affyret en masse gange hurtigt efter hinanden, da den populært sagt taber pusten og hurtigt begynder at afgive en lav lysstyrke. Der er dog en smart løsning. Du kan nemlig sætte blitzen til at skyde løs med en funktion, der hos Canon hedder Quick Flash, og så bare acceptere, at lysstyrken ikke vil nå at være klar med maksimal power mellem hvert nyt skud. Du skal blot indstille blitzen til at blive affyret ved kontinuerlig optagelse under menupunktet Quick. Herefter kan du skyde løs med serieoptagelser som ønsket. Som sagt koster funktionen på lysstyrken, og det gør High Speed-synkronisering til dine korte actionlukkertider også, men herunder kommer vi med nogle gode tips, så det ikke bliver det store problem i praksis. Det er en god idé at låne en ekstra blitz og affyre den som slave, for så belastes begge mindre, og du får dobbelt så meget lys på motivet til hvert skud.