Både i svagt lys og i dagslys løfter en ekstern flash dine billeder, og ny kamerateknologi giver i dag endnu flere muligheder. Her viser vi, hvordan du udnytter blitzen fra det helt simple til det mere avancerede.
Med en ekstern blitz får du meget mere end bare ekstra lys. Den giver dig også mindre støj, et naturligt udtryk og flere detaljer. Modsat hvad man skulle tro, er flashen ikke kun til svagt lys, men den kan også bruges til at få flere detaljer midt på dagen og til effekter.
Nye funktioner i kameraerne giver desuden endnu bedre muligheder. Typisk kan du kun bruge flash på lukkertider på 1/250 sekund eller længere, medmindre flashen understøtter funktionen High-Speed-Sync, men så er flashlyset ikke så kraftigt. Nu er det første kamera med såkaldt global shutter dog kommet, og her kan du bruge flash med alle lukkertider uden High-Speed-Sync, så flashlyset kan være kraftigere. Det er bl.a. en fordel, hvis man tager portrætfotos i dagslys og vil lyse motivet op og samtidig vil have en mørk baggrund. Det er indtil videre kun Sony A9 III, der har global shutter, men vi forventer, at teknologien også vil dukke op i billigere kameraer i de kommende år. Der findes desuden kompaktkameraer med såkaldte centrallukkere, der kan bruge flash på fx 1/4000 sekund.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Pas på det lede tal
Flashens styrke angives med et såkaldt ledetal, også kaldet Guide Number eller GN. Man får tallet ved at gange afstanden til motivet med den blænde, der giver en korrekt eksponering ved fuld udladning. Desværre måler producenterne ikke altid ledetallet ved samme brændvidde, ISO og afstandsenhed, så to flash, der er lige kraftige, kan have angivet vidt forskellige ledetal. Derfor kan du ikke bruge ledetallet til så meget, når du sammenligner, medmindre specifikationerne viser, at tallet er målt på samme måde. Typisk er eksterne flash i samme størrelse og prisklasse dog nogenlunde lige kraftige.
Vælg den rigtige type
Du kan få en fin blitz for et godt stykke under 1000 kroner, der sikrer dig velbelyste billeder i svagt lys. Der er generelt tre hovedtyper at vælge mellem, som du kan se her.
Sådan kommer du i gang
Der er mange muligheder med en ekstern flash. Her kan du se, hvordan du typisk indstiller de vigtigste ting. På nogle mærker kan nogle af funktionerne også indstilles i kameraets menu.
1. Tilstand
På Mode-knappen kan du vælge at bruge flashen fuldt ud automatisk, hvor kameraet vælger lysstyrken, eller manuelt, hvor du selv bestemmer, hvor meget lys blitzen skal sende ud. 1/1 er fuld styrke, mens 1/2 er halv styrke. Typisk kan man gå helt ned til 1/128.
2. Zoom
De lidt større blitz har et zoomhoved, der tilpasser lyskeglen til kameraets brændvidde. Zoomen kan indstilles automatisk, så den selv tilpasser sig objektivets brændvidde, eller du kan indstille zoomfunktionen manuelt for fx at samle lyset midt i billedet.
3. Pilotlys
Nogle blitz har et testlys, der udsender et svagt, vedvarende lys, så du kan se, hvordan skyggerne falder, inden du tager et billede.
4. Flashkompensation
Når du bruger blitzen med automatiske indstillinger, kan du skrue op eller ned for blitzstyrken ved hjælp af flashkompensation. Det ændrer ikke kameraets eksponering, men udelukkende flashens udladning, der styres ved at vælge negative eller positive værdier.
5. Betjening
På blitzens skærm kan du hurtigt tjekke indstillingerne. På navigationsknapperne eller -hjulet foretager du valg, og du bekræfter på OK-knappen.
Nemt med TTL
Til almindelige motiver, hvor du ikke vil lave særlige effekter, anbefaler vi at bruge blitzens automatik, kaldet TTL. Det står for Through The Lens, og her afgiver flashen et kort glimt, lige inden billedet tages, som kameraet bruger til at måle lyset efter, så det kan foretage de bedste indstillinger. Her kan du se, hvordan du indstiller blitz og kamera til automatik.
Sådan kommer du videre
Ved hjælp af de mere specielle funktioner kan du lave kreative ting med den eksterne flash. Her kan du se de vigtigste muligheder.
1. Bounce
Ved at vippe flashhovedet opad og rette det mod et hvidt loft, kan du få spredt lyset ud, så det oplyser hele rummet. Det giver et noget mere naturligt lys, som ikke er så hårdt. Ofte vil man ikke bemærke, at der er brugt blitz, når du bruger denne metode.
2. High-speed-sync
Med de fleste kameraer kan du ikke umiddelbart bruge lukkertider, der er hurtigere end typisk 1/250 sekund, da hele billedchippen så ikke er blottet på én gang. I stedet kan du bruge funktionen High-Speed-Sync, hvis flashen har den. Så afgiver blitzen flere små glimt under eksponeringen, så hele chippen får lys. Man skulle tro, at det er til hurtige motiver, men det er i højere grad til udendørsportrætter, hvor man vil lyse skyggerne op. Skal baggrunden være sløret med en stor blændeåbning, skal lukkertiderne nemlig også være hurtige.
3. Bounce-plade
Mange flash har en hvid plade, som kan trækkes ud, og som bruges til at rette lidt lys fremad, når du bouncer blitzen op i loftet. Det kan give lidt mere liv i ansigtet på portrætter.
4. Synkronisering med andet lukkergardin
Denne funktion bruges, når man bruger lange lukkertider i forbindelse med bevægelse. Hvis man synkroniserer blitzen med kameraets andet lukkergardin, hvilket typisk hedder 2nd eller REAR, fyres den af mod slutningen af eksponeringen. På den måde fryses motivet sidst i forløbet. Dermed vil lyset fra billygter trækkes bag bilen. Normalt er blitzen synkroniseret med første gardin, så bevægelsen fastfryses først i bevægelsen, og så vil det se ud, som om bilen bakker.
Gør det avanceret
De lidt større blitzmodeller byder på endnu flere indstillingsmuligheder, hvor du virkelig kan lave kreative effekter.
Skyd på afstand
Ved hjælp af radiostyring kan du placere en eller flere blitz på længere afstand af kameraet og på den måde arbejde mere kreativt med lyset. Du kan indstille, hvor kraftigt hver enkelt flash skal lyse.
Fang bevægelsen
Nogle blitz kan også indstilles til stroboskoplys, hvor den glimter flere gange under en lang eksponering. På den måde kan du fange flere trin i en bevægelse.