Blandt de ti blækpatroner, printeren bruger, er der en rød, en grå og en såkaldt Chroma Optimizer, der skal give printene en jævn overflade.
På nogenlunde samme tid lancerede Epson og Canon deres nye modeller til print i A3+. Vi har tidligere anmeldt Epson SC-P700, og spørgsmålet er nu, om Canon er på samme meget høje niveau.
PRO-300 er hele 12 cm bredere end konkurrenten, og den savner det strømlinede udseende. Det er ikke skærmens skyld, for den er kun på 3,0 tommer og i øvrigt ikke berøringsfølsom. Epsons overskudsagtige funktion med indbygget lys må man også undvære.
Udskrifterne fra Canon er knivskarpe og meget detaljerede, men farverne er som så ofte før fra denne producent ganske kraftfulde og varme. I nogle billeder er det fint, men vi fandt, at fx sarte blå overflader i vand samt hudtoner blev for rødlige.
Da vi brugte Canons blanke og dyre Pro Platinum-papir, var det tydeligt, at udskrifterne var et blækprint med farver lagt oven på hinanden. Da vi så skiftede til Canon Photo Paper Pro Luster, skete der noget, og vi fik meget renere farveflader og helt perfekte overgange – men stadig lige lovligt varme farver.
Der er ti forskellige blækpatroner á 14 ml til 150 kroner stykket i PRO-300, og Canon lover, at det rækker til mellem 33 og 270 udskrifter i A3+ fra hver patron afhængig af farve – i gennemsnit 102 print per patron, hvilket giver en fin økonomi på 14,70 kroner per foto plus papir.
Det tog os mellem syv og otte minutter at udskrive A3 i bedste kvalitet alt efter billedets kompleksitet. A3+ tog cirka ni minutter.
Der er mange gode takter fra denne luksusprinter til den seriøse entusiast, og de varme farver kan trods alt skrues ned i billedbehandlingen. Det største problem er først og fremmest, at Epsons konkurrent er en lille smule bedre og billigere.
PRIS
6695 kr.
Det syntes vi efter ...
30 minutter: Efter opsætning kommer de første print ud med meget mættede farver.
2 dage: Med Photo Paper Pro Luster bliver detaljegraden helt forrygende.
Dommen
+
Ekstremt skarpe resultater.
Fornuftig printøkonomi.
Behageligt lydniveau.
–
Farver bør justeres lidt ned inden print.
Kræver et velvoksent skrivebord.