Canon PIXMA G650

Flotte fotos fra ustoppelig printer.

Det er nemt at fylde blæk på printeren, og flaskernes udformning gør, at man ikke kan hælde forkert farve på.

Det er normalt en dyr omgang at fylde en printer med originalt blæk, men med MegaTank-konceptet gør Canon det billigere. Her fylder man blæk fra flasker over på tanke i printeren, og for første gang kan man nu få en multiprinter, der er målrettet foto og har de store tanke. Her er hele seks farver, og med G650 følger seks flasker med 60 ml blæk i hver. Fylder man den traditionelle PIXMA TS8350-multiprinter med blækpatroner, er prisen per ml omkring 12 kroner, og de største farvepatroner er på cirka 12 ml. Hver ny flaske på 60 ml til G650 koster 127 kroner, så prisen for en ml er altså kun lidt over to kroner.

Og blækket er der ikke noget i vejen med. Udskrifterne har flotte og jævne farveforløb, og der er godt med detaljer. Udover cyan, magenta, gul og sort bruger printeren en rød og en grå farve, og både farve- og sort-hvid-fotos står flot.

Det er nemt at fylde printeren med blæk takket være et smart låsesystem, og med 60 ml i hver af printerens seks tanke føles det som om, man bare kan blive ved og ved at printe. Efter 40 A4-fotos i bedste kvalitet og 20 print på 10 x 15 cm udskrevet fra en smartphone havde vi stadig omkring 80 procent af det medfølgende blæk tilbage. Med den lave blækpris er man langt mere tilbøjelig til at skrive sine fotos ud, og man slipper for jævnlige patronskift.

Hastigheden er i den langsomme ende. Et foto i maksimal størrelse på A4 og i bedste kvalitet kom ud efter knap fem minutter.

Finishen er skrabet. Der er ingen farveskærm, men et lille display, som er lidt svært at aflæse, og der er kun én papirbakke. Desuden larmer printeren en del. Alligevel gør de store tanke, det billige blæk og den gode kvalitet printeren til et hit.

PRIS

2239 kr.

Det syntes vi efter ...

5 minutter: Smart påfyldning. Vi spildte ikke én dråbe.

4 dage: Løber den aldrig tør for blæk?

Dommen

+

Lav pris for blæk og høj blækkapacitet.

Flotte udskrifter med jævne farveforløb.

Nem og problemfri påfyldning af blæk.

-

Skrabet finish, og printeren larmer.

Forholdsvis langsomme fotoprint.