Printeren er 38 cm dyb, men med papirbakkerne slået ud fylder den mere end 80 cm i dybden. Den er 64 cm bred.
Det er kun omkring et halvt år siden, Canon lancerede deres nye topmodel til professionelt fotoprint i A3+ i form af imagePROGRAF PRO-300, og nu er de klar med med lillebroren PIXMA PRO-200, der koster omkring to tredjedele, men printer i samme store størrelse. Den afløser den mere end fem år gamle PRO-100S.
De to nye printere ser stort set ens ud, men bag fronten har storebror ti blæktanke, mens PRO-200 har otte og en anden type blæk. Vi printede på det blanke og fine Pro Platinum-papir, og på denne type papir oplevede vi, at kontrast og farver var mindst på samme niveau som storebror.
Billedkvaliteten er imponerende flot. Farverne er naturlige og klare, og der er masser af kontrast og meget fine detaljer – også når man printer på det lidt mere matte og lækre Photo Paper Pro Luster-papir. Også sort-hvide print ser fantastiske ud og er uden farvestik. Udover en sort patron har printeren da også to patroner med forskellige nuancer af grå.
Udskrivning foregår med et forholdsvis lavt lydniveau, men printeren kan ryste en smule, når den arbejder. Hastigheden er i orden, for det tog os mellem fire et halvt og otte minutter at udskrive fotos i bedste kvalitet i A3+, alt efter billederne. Det er generelt lidt hurtigere end storebror.
Man kan gratis hente programmet Canon Professional Print & Layout, der også fungerer som en plug-in til at printe fra i Photoshop. Det er dog ligeså nemt at printe fra Photoshops eget printmodul, hvor vi også oplevede, at udskrifterne var hurtigere.
Printerens pris er rigtig fornuftig i forhold til den høje billedkvalitet og nemme betjening.
PRIS
3990 kr.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Det synes vi efter...
15 minutter: Det er nemt at koble printeren til wi-fi via computersoftware.
1 dag: Print har imponerende detaljer og gode farver.
Dommen
+
Nem opsætning og tlslutning.
Meget detaljerede udskrifter.
Stærk pris for en entusiastprinter.
Flotte sort-hvide print.
–
Gammeldags betjening via knapper og skærm.