Epson EcoTank ET-2850

Billigt blæk med mangler.

På fronten kan man følge med i blækniveauerne på de fire farver.

Med EcoTank-printerne fra Epson kan man spare mange penge på blæk. I stedet for traditionelle blækpatroner har printerne indbyggede tanke, som man selv fylder op fra flasker. Vi har tidligere været begejstrede for Epsons EcoTank ET-8500, der printer flotte fotos med sine seks farver, men koster over 4000 kroner. Den nye multiprinter ET-2850 har fire farver og er billigere.

Blækket til ET-2850 er også billigere. Fire friske originalflasker med i alt 337 ml blæk koster blot 329 kroner. Det giver en pris per ml på under en krone, hvilket er det halve af blækket til ET-8500. En typisk printer med fire traditionelle patroner koster omkring 30 gange så meget som ET-2850 per ml at fylde med blæk. Multiprinteren har især fokus på dokument- og hverdagsprint, men er den god nok til fotos?

Vi fyldte nemt tankene fra de medfølgende flasker, lagde Epson Premium Glossy-fotopapir i papirbakken og begyndte at udskrive fotos. Det tog omkring syv et halvt minut at printe i A4, hvilket er i den tunge ende. Resultatet så ved første øjekast udmærket ud. Der er masser detaljer og fine forløb, og farverne står flot, men lidt til den kølige side. Det halter dog med kontrasten, og sorte områder bliver aldrig helt sorte. Forskellen blev tydelig, da vi sammenlignede med fotos fra ET-8500, der fremstår langt mere klare.

Mange vil dog være tilfredse med billederne fra printeren, og har man mest brug for en dokumentprinter og behov for enkelte fotoudskrifter i ny og næ, er ET-2850 rigtig fin - ikke mindst det billige blæk taget i betragtning.

PRIS

2419 kr.

Det syntes vi efter ...

30 minutter: Nem opsætning med guide via smartphone.

6 timer: Hastigheden på fotos tester tålmodigheden.

Dommen

+

Blækprisen per ml er helt i bund.

God til tekstdokumenter.

Fine detaljer og forløb i fotos.

-

Fotoudskrifter er længe undervejs.

Sort bliver aldrig rigtig sort i fotos.