Epson Expression Photo XP-970

Der gik lang tid, før det lykkedes os at låne denne A3-printer af Epson. De havde heller ikke orienteret os, da den blev lanceret, så vi var nysgerrige, da den endelig ramte redaktionen. Var der noget, de ville skjule?

Opsætningen foregik smertefrit, og den indbyggede farveskærm guidede os igennem. Også den medfølgende software gjorde det nemt at komme i gang.

Vi skulle lige vænne os til, at man ikke bare stikker fotopapir i printeren, men pænt skal vente på, at skærmen giver besked. Vi begyndte med A4 på glossy fotopapir i bedste udskriftskvalitet, og efter to minutter og 20 sekunder kom det første print ud med vores makrofoto af en bille.

Derefter gik vi over til A3, for nu skulle Epson for alvor prøves af. Hvorfor havde de været så nølende? Efter blot tre minutter og 44 sekunder kom billen ud i A3, og vi var meget imponerede. Efter yderligere en stak A3-print med forskellige motiver kunne vi konstatere, at udskriftskvaliteten er helt formidabel til prisen. Epson har intet at skjule, for XP-970 er både god og billig. Udskrifterne er balanceret farverige, skarpe og meget detaljerede. Overgange mellem de enkelte nuancer og hudtoner er overbevisende.

Det koster 450 kroner at fylde printeren med seks nye patroner, hvilket svarer til cirka 30 kroner for et flot A3-print. Det er rimeligt, men det er selvfølgelig her, at pengene skal tjenes, når selve printeren næsten foræres væk.
Den indbyggede A4-skanner fungerer også fint, og vi tog blandt andet en kopi af forsiden på Digital FOTO. Det klares på blot et minut og 18 sekunder, gengivelsen står skarpt, men bliver lidt violet i tonerne.

PRIS
1499 kr.