Rigtig mange billeder bliver i dag skudt med mobiltelefoner, og de kommer sjældent længere end til telefonens kamerarulle, Facebook eller Instagram.
Med tiden har mange glemt vigtigheden af et printet billede af ungerne til at hænge op på køleskabet, stille på skrivebordet eller sende til de bedsteforældre, som aldrig rigtig lærer at mestre de sociale medier.
Det laver den nye miniprinter Instax SP-2 om på. Nu tager det nemlig kun et øjeblik at printe et billede direkte fra mobilen.
Printeren fungerer sammen med en smartphone eller et kamera med wi-fi. Der er tale om efterfølgeren til Instax SP-1, og den nye udgave er forbedret på flere punkter.
Rediger billedet via app'en
LED-teknologien er erstattet med OLED, der giver mulighed for endnu skarpere billeder og bedre opløsning. SP-2 printer således i 320 dpi, mens forgængeren printede i 254 dpi.
Der er også sat skub i hastigheden, hvor det med SP-1 tog 16 sekunder at få printet sit billede, tager det i SP-2 kun ti sekunder.
Det er muligt at efterbehandle billedet i den tilhørende app, inden det sendes til printeren, så man kan tilføre forskellige effekter eller give billedet et nyt udtryk.
Selve billedformatet på 62 mm x 46 mm er bibeholdt. Udover at printe de billeder, der ligger på telefonen, er det også muligt at printe billeder fra sociale medier som Facebook og Instagram.
Instax SP-2 forventes lanceret i midten af juli til en pris omkring 1700 kroner.
Læs mere om Fujifilm Instax SP-2 her.