HP Smart Tank 5107

Billigt blæk tøver.

Printeren fås også i varianterne 5105 og 5106, hvor farven på udbakken, skannerlåget og HP-logoet er eneste forskel.

Med printere, der er udstyret med blæktanke i stedet for traditionelle blækpatroner, er der mange penge at spare på blæk og langt mellem opfyldningerne. Via medfølgende flasker med blæk fylder man de fire tanke i Smart Tank 5107 op med sort, cyan, magenta og gult blæk, hvilket foregår nemt og uden spild.

Et sæt nye flasker kan fås for 356 kroner og indeholder i alt 345 ml. Vi er altså lige omkring en krone per ml blæk. Til sammenligning kunne vi finde originale patroner med i alt 22 ml til en traditionel HP-printer med blækpatroner for i alt 557 kroner. Det giver en pris på over 25 kroner per ml.

Smart Tank 5107 er især til dokumenter, men klarer selvfølgelig også fotos, der får en fin detaljegrad og jævne overgange i forløb. Farvegengivelsen er lidt til den varme side, men generelt fin, og gråtoner klares flot. Mange af fotoudskrifterne bliver dog matte at se på, da de mørke toner ikke bliver helt dybe, og det kniber med detaljerne i de mørke områder.

Printeren larmer en del, når den udskriver, og så er tempoet lavt. Da vi printede på A4-fotopapir i bedste kvalitet, var udskrifterne omkring 14 minutter undervejs.

HP bør arbejde lidt mere med softwaresiden. Der gik flere dage, før vi kunne fuldføre installationen ved at registrere printeren online. Heldigvis kunne vi printe imens. Da printeren endelig var registreret, blev vi via den tilhørende app til telefonen spurgt, om vi ville hente ny firmware til printeren. Her virkede Ja-knappen dog ikke. Via computeren lykkedes det til sidst at opdatere printeren. Bortset fra det byder HP Smart-appen til både telefon og computer på gode muligheder.

PRIS

1515 kr.

DOMMEN

+

Meget lav blækpris per ml.

Udmærket skanner.

Jævne overgange i fotos.

-

Fotoudskrifter bliver lidt matte.

Længe om at udskrive fotos.