Kan jeg forlænge levetiden?

SPØRGSMÅL: Jeg laver store print med min Canon-blækprinter og hænger dem op, men efter et stykke tid mister de farverne. Jeg har lagt mærke til, at billeder, der er monteret i en ramme med glas, holder længere. Findes der andre måder til at forhindre eller forsinke afblegningen?

SVAR:
Farverne på et blækprint vil før eller siden gå tabt. Det er en uundgåelig kemisk proces, som blandt andet skyldes uv-bestråling. Desuden kan der være stor forskel på kvaliteten i såvel blæk som papir. Man kan selv gøre meget for at bevare farverne længst muligt. Nedenfor viser vi, hvad du konkret kan gøre for at forhindre en afblegning af dine print.

Sæt dine print i glas og ramme

  • Montering bag glas nedsætter uv-bestrålingen.
  • Udsving i temperatur og luftfugtighed reduceres.
  • Beskytter mod blandt andet vand og fingeraftryk.
  • Nogle printcentre kan lave flotte lamineringer. Lamineres et print både på forsiden og bagsiden, holder det nærmest uendeligt.

Miljøpåvirkning

  • Røg, også tobak og stegeos, nedsætter farvernes holdbarhed.
  • Jo mere kold og tør luften er, jo bedre er det for printene.

Undgå direkte sollys

  • Tjek rummet, hvor billedet skal hænge, og find ud af, hvilke vægge der rammes af direkte sollys.
  • Husk, at solen står lavt midt på vinteren og trænger ekstra langt ind i rummet.
  • Hæng billedet dér, hvor det udsættes mindst muligt for lys.

Brug UV-spray

  • Forsegler print og beskytter dine print.
  • Lugtfri og giver op til 100 procent forøgelse af farvernes holdbarhed.
  • 400 ml Hahnemühle UV-Lak - Protective Sprayflaske kan fås for 190 kroner.

Konvérter til sort-hvid
Hvis du gerne vil hænge et billede et sted, der kan ødelægge farveprint, så overvej et sort-hvid-print i stedet.
Fotoprint i sort-hvid falmer også, men holder langt bedre end farveprint.

Anvend originalt blæk og papir

  • Printhoved, blæk og papir er afstemt efter hinanden og kun ved at bruge udstyr og materialer, der er afstemt efter hinanden, opnås maksimal holdbarhed.
  • Pigmenteret blæk har bedre holdbarhed end normalt, farvebaseret blæk.
  • Den holdbarhed, producenterne opgiver, holder som regel kun i et laboratorium og kan sjældent opnås derhjemme, selv om man er omhyggelig.

    Print billederne igen

  • Hvis du har den oprindelige jpeg-fil liggende på computeren, kan du lave et nyt, når det gamle trænger til udskiftning.
  • Digitalt lagrede billeder falmer ikke. Hukommelsesceller nedbrydes dog med tiden, så data bør kopieres til en ny harddisk hvert femte til ottende år, så du har backup af dine pletskud.