Basen med fodpedalen kan nemt klikkes af og bruges som bordstativ.
Det etbenede stativ egner sig godt til video og foto, når tingene skal gå lidt stærkt. Det er hurtigere at slå ud end et almindeligt trebenet stativ, og så giver den såkaldte monopod meget mere bevægelsesfrihed, mens man arbejder. Modellen Cobra 2 fra iFootage har ry for at være blandt de bedste, så vi var spændte på, om Cobra 3 kunne leve op til det.
Der er i 3’eren nye effektive kontaktpunker med quick release af høj kvalitet, der omgående låser sig fast til kamera eller kugle- og videohoveder. Nederst er der tre mindre ben, der kan slås ud, så det etbenede stativ kan stå selv, hvis det ikke blæser for meget. De tre fødder er større end før og dermed mere stabile, og så er der kommet en nyskabelse i form af en fodpedal. Den gør det muligt at tilte stativet op til 40 grader, når man fx følger en fugl i flugt.
Cobra 3 findes i fire versioner. Denne model i carbon kan blive op til 181 cm høj, og når kameraet er monteret, kan en person på to meter stå helt udstrakt og fotografere eller filme. Man kan også få udgaver med skruelåse mellem de enkelte sektioner, men vi foretrækker klart denne udgave, der har snaplåse. De er nemmere og mere effektive at løsne og låse.
Alle materialer og konstruktioner er på et niveau, så vi får den der helt sjældne følelse af, at prisen næsten er for lav. Kan man undvære fodpedalen og nøjes med aluminium, kan man endda komme 400 kroner længere ned.
Dermed er vores eneste kritikpunkt vægt og størrelse. Cobra 3 er formentlig det bedste etbenede stativ til prisen, men det er længere og vejer mere end vores rejsestativer.
PRIS
1587 kr.
DOMMEN
+
Det bedste etbenede stativ vi har set.
Sikker og stabil kulfiberkvalitet.
Kan bruges i alle højder fra 20 til 181 cm ekskl. kamera.
-
Vejer og fylder en hel del.
Dæmpningen ved fodpedalen har begrænset effekt.