Filmer du basketball kan den medfølgende app automatisk gemme de dele, hvor der scores.
Indtil nu har Insta360 været kendt for deres gode 360-graders-kameraer. Med Flow vil de også lege med, når det gælder gimbals til telefonen. En gimbal skal sikre stabiliseret og flydende video og kan automatisk lave timelapse med bevægelse, automatisk panorama med mere. DJI, der også laver droner, har længe været i markedet for gimbals til telefoner, så spørgsmålet er, om Insta360 kan være med.
Prisen på Flow er nogenlunde den samme som på DJI Osmo Mobile 6, men på batteriet er der stor forskel. Flow kan nemlig holde i op til 12 timer på en opladning. Det er det dobbelte af konkurrenten, og så kan den nye spiller endda lade din telefon under brug.
Trefoden er smart indbygget i håndtaget på Flow, og når man med en finger på telefonskærmen markerer en person, sørger Flow for at holde personen i centrum, selv om hun bevæger sig rundt. Kommer der en anden person ind over, eller forsvinder hovedpersonen midlertidigt om bag et træ eller lignende, vil personen være tabt med konkurrenten. Derfor var vi ret imponerende over at se, at Insta360 Flow selv kunne genoptage sporingen af vores hovedperson.
Flow fylder også mindre i sammenfoldet tilstand, så vi kunne rent faktisk have den i lommen på et par løse tennisshorts. Betjeningen foregår via et smart berøringsfølsomt hjul, og på en krans uden om kan man dreje for at zoome ind og ud. Et lille joystick kan bruges til at styre manuelt, og ved pegefingeren er der en fysisk knap, der blandt andet bruges til at centrere telefonen.
Insta360 er helt nye på dette område, men har straks taget føringen. Gad vide, om de kan gøre det samme med droner.
PRIS
1699 kr.
DOMMEN
+
Kan være i lommen.
Fantastisk batteri.
Stabiliserer fint.
Intelligente funktioner og sporing.
-
Magnetholderen kan drille lidt.