Der er gode adgangsforhold til udstyret. Hele ryggen kan lynes op, når man har taget tasken af, så man kan komme til alt grejet på én gang. Desuden er der adgang fra siden, så man kan hive kameraet ud uden at tage tasken helt af og åbne ryggen. Vi kunne dog godt ønske, at åbningen i siden var lidt større, da det var lidt besværligt at få vores halvstore systemkamera ud og ind den vej.
I toppen er der egen adgang til det øverste rum, hvor der kan ligge et mindre kamera, en drone eller en trøje. Der er også en lomme med lynlås i toppen, hvor der kan ligge en telefon eller lignende.
Taskens indretning kan stort set tilpasses, som man vil have den, ved hjælp af fleksible rumdelere. De er ikke så tykke, men meget fleksible, og de er nemme at forme og fastgøre inde i tasken, så rygsækken passer til fotografens udstyr. På indersiden af rygstykket er der lommer med lynlåse til fx filtre, batterier og lignende.
Tasken sidder godt på ryggen og over skuldrene, men der er ikke meget ventilation ved ryggen, så det kan blive varmt. Rygsækken er vandafvisende, materialerne er lækre, og kvaliteten fremstår høj, men prisen er også ret voldsom.
PRIS
1945 kr.