Det er sjældent, at producenterne underdriver, men det gør Lowepro her. Den 53-årige amerikanske legende lover nemlig plads til et kamera med optik og to til tre yderligere glas samt en bærbar computer med 13 tommer skærm. Vi fik uden problemer plads til et Sony A7R IV med 24-105mm samt fire ekstra optikker og en stor bærbar på 15 tommer. Der er også separate rum med plads til tøj, snacks og diverse tilbehør. Et af rummene er beklædt med ekstra blødt materiale, så telefon eller briller ikke ridses.
Kameraudstyret placeres i bunden, og en smidig lynlås gør det nemt og hurtigt at komme ind til udstyret enten via siden eller ved at lyne helt op. Lynlåsen kan fastgøres til et af de to spænder, så det er svært for lange fingre at komme ind uden at blive opdaget.
Skillevæggene er meget robuste, men alligevel fleksible og den ene er orange og kan med et snuptag lægges ned for mere fleksibilitet.
Lowepro har skabt endnu en rigtig lækker fotorygsæk, og selv prisen er god. Inden du køber, skal du dog vide, at et objektiv, der fylder mere end 70-200mm ikke kan være i BP 250.
PRIS
1199 kr.