NYA-EVO Fjord 60-C ECONYL

Rummelig og særdeles robust.

Bæresystemet er bygget op omkring en ramme af let og robust aluminium, og de kraftige lynlåse har gummiforsegling.

Fjord 60-C er den største fotorygsæk fra NYA-EVO, og betegnelsen ECONYL angiver, at den med fokus på miljøet er produceret af genbrugsmateriale. Materialet er betydeligt kraftigere og mere vandafvisende, end vi har oplevet med tidligere NYA-EVO-modeller – og de var endda ret hårdføre. Der medfølger desuden et regnslag, hvis vejret for alvor bliver ekstremt.

Som udgangspunkt rummer Fjord 60-C 40 liter, men pladsen kan øges til hele 60 liter. 60-C købes uden kameraindsatser og fungerer derfor som en almindelig rygsæk fra start. For at få plads til fotogrejet må man tilkøbe indsatser. Vi testede Fjord 60-C med den største type, RCI-L, til 760 kroner. Det bringer den samlede pris op på 3759 kroner. Indsatserne findes også i mindre versioner til 440 og 600 kroner.

I den store indsats, der optager 60 procent af pladsen, kunne vi få plads til tre systemkameraer, et objektiv på 24-70 mm, en zoom på 70-200 mm samt fire mindre optikker. Øverst i rygsækken er et rum med rulletop, hvor man kan have en jakke. Derunder er der et stort rum til mere tøj og personlige sager, og nederst i det største rum placeres kameraindsatsen med adgang fra bagsiden. Desværre er der ikke hurtig adgang til kameraet fra siden. I en stor lomme foran er der plads til en bærbar på 16 tommer og fx en let trøje.

Skulderremme, hoftebælte og ryg er særdeles velpolstrede. Selv med tungt grej er 60-C meget behagelig at bære. Der er fin ventilation mod ryggen, og man kan fx regulere højde i forhold til ryglængde. Hoftebæltet kan hurtigt afmonteres, hvis man ikke vil bruge det. Et håndtag i siden gør det desuden muligt at bære rygsækken som en kuffert.

PRIS

2999 kr.

Det syntes vi efter ...

10 minutter: God balance mellem ergonomi og rummelighed.

7 dage: De kraftige materialer gør 60-C perfekt til nordiske forhold.

Dommen

+

Særdeles rummelig rygsæk med god ergonomi.

Meget kraftigt og vandafvisende materiale.

Gode lynlåse med forsegling.

Ikke adgang til kamera fra siden.

Høj pris.