Peak Design er baseret i San Francisco og leverer tasker i høj kvalitet. Deres rejserygsæk på 45 liter har nu fået en lillebror med plads til 27 liter – eller 33 når den udvides ved hjælp af en lynlås.
Materialerne er i 100 % genbrug, der er livstidsgaranti, og de fleste detaljer er gennemførte. Fx kan hovedlynlåsen sikres mod tyveri, skulderstropperne kan gemmes væk, og Travel Backpack er selvfølgelig kompatibel med Peak Designs system af packing og camera cubes. Kun brystremmen er for besværlig i brug.
Hovedrummet åbner helt op via gode lynlåse på bagsiden. Indeni er ét stort rum med plads til eksempelvis tre små packing cubes til tøj eller en medium camera cube og en af Peak Designs toilettasker. Du kan derfor organisere din bagage, som du lyster. En medium camera cube koster dog 595 kroner oven i rygsækkens ret høje pris.
Du kan selvfølgelig også fylde Travel Backpack uden cubes, men der er ikke velcro til klassiske rumdelere. Til gengæld er der et rum til både pc og tablet samt et lille rum foran til solbriller, pas og høretelefoner.
PRIS
2047 kr.