Den største taske i Peak Designs program indeholder 65 liter, og nu er der kommet endnu en model i den velvoksne størrelse. Travel Duffel kan uden videre proppes med fx tøj og sko. Idéen er dog, at du tilkøber Peak Designs smarte packing- og camera cubes, der gør indretningen fleksibel og sparer plads. Tasken har fx plads til to medium camera cubes til udstyr og to medium packing cubes til tøj. Dermed fik vi plads til rigeligt med tøj til en uges ferie samt to kameraer, fire objektiver, drone og diverse tilbehør.
I modsætning til Travel Duffelpack 65L, der er knap 400 dyrere, må du her undvære skulderstropper og hoftebælte og nøjes med en skulderrem og almindelige smalle håndtag. Peak Design fremhæver, at sidstnævnte kan bruges på skuldrene, men her halter ergonomien. Til gengæld kan skulderremmen monteres i flere valgfrie løkker, så man kan have tasken på siden eller på skrå.
Den store lynlås til hovedrummet er vandtæt og kan nemt tyverisikres. De to sidelommer kan også sikres gennem huller, der er så små, at vi kun gjorde det én gang.
PRIS
1450 kr.