Indledning
Et godt lysrør kan være alt, der skal til for at dække dit behov for kunstigt fotolys. Vi har stort set altid et med i tasken. I de få tilfælde, hvor vi ikke har, er det, fordi det fylder lidt for meget. Det problem har vi ikke med PavoTube II 6XR. Med en længde på 25 cm er det cirka halvt så langt som et standardlysrør, og det passer nemt ned i en lille fototaske. På funktioner er det dog ikke en undermåler.
Både når det gælder hvidt lys, farvede nuancer og effekter, dækker røret et bredt spektrum.
Læs mere
Du kan justere farvetemperaturen fra 2700K til 12000K, og røret har en CRI på 96, hvilket betyder, at farver gengives meget præcist. I portrætter, makro og produktbilleder fik vi meget naturlige resultater med fine detaljer.
PavoTube II 6XR har otte uafhængige lys. De kan kontrolleres separat og vise hver deres farve. Det giver mulighed for vilde farveeffekter samt blink i mange mønstre, hvilket er smart til fx lysmaling. De mange funktioner kan styres på røret med fire knapper, men det er ikke en intuitiv oplevelse. Betjeningen er langt nemmere, når du forbinder lysrøret til din telefon via Bluetooth. Så er det let og overskueligt at finjustere farvenuance, mætning og meget andet.
Røret har stativgevind i bunden, og enderne er magnetiske, så det kan sættes på metaloverflader. Der medfølger små jernplader, som man kan sætte på overflader, der ikke er magnetiske. Der er desuden mulighed for at koble flere rør sammen, så man kan lave avancerede lysopsætninger. Man kommer dog langt med et enkelt, og til en pris på 1399 kroner er det en overkommelig investering, som kan give stort afkast i dine fotos.
PRIS
1399 kr.
2 hurtige om Nanlite PavoTube II 6XR
Lysrøret har genopladeligt batteri med 3200 mAh. Det oplades via usb-c, og lysrøret kan bruges under opladning.
Lyskilden er dækket af en diffuser, som sikrer et blødt lys, der bevarer detaljer i nærbilleder med mere.
Sådan gjorde jeg
Lysrøret blev testet i forskellige scenarier, først portræt, makro og produktbilleder. Her så jeg, hvordan motiver tog sig ud i rørets hvide toner. Herefter skød jeg lysmaling med lange lukkertider, hvor jeg så, hvordan rørets lyseffekter gav farverige mønstre. Under forløbet betjente jeg røret både med betjeningspanelet og mobilappen.
Her er min konklusion
Lyskvaliteten og udvalget af funktioner er i top. Når mobilappen tages i brug, er betjeningen også glimrende. Der er derfor ikke meget, der bør holde dig tilbage, hvis du ønsker en god allround lyskilde, der er nem at have med overalt.
Dommen
+
Den kompakte størrelse gør det nemt at have lysrøret med overalt.
Lyskvaliteten er høj og dækker et bredt spektrum af tone og effekter.
Betjeningen er nem og overskuelig, når man bruger mobilappen.
–
Powerknappen er lidt løs. Det kan betyde, at røret tænder utilsigtet.
Betjening med knapperne på panelet er ikke særlig intuitiv.
Karakter
Specifikationer
16 W
2700-12000K farvetemperatur
24 x 4 cm
270 gram