Endelig har Canon en ultravidvinkelzoom til de spejlløse R-kameraer, som ikke sprænger budgettet. Man må leve uden forsegling og med mindre lysstyrke end de dyre L-objektiver i samme område. Til gengæld er vægten kun 390 gram – og så er der endda indbygget billedstabilisering i objektivet.
Billedkvaliteten er virkelig god til prisen, selv om den ikke når L-modellerne. Der er meget fin skarphed i midten på alle brændvidder fra fuld blænde til F16. Hjørnerne er dog uldne fra 15 til 24 mm. Der ses kun let vignettering og ingen fortegning.
Mindste fokusafstand med autofokus er 28 cm. Fokuserer man manuelt, kan afstanden komme ned på 12,8 cm. Vi kunne derfor komme ret tæt på små motiver og samtidig opnå en fin baggrundssløring.
PRIS
5695 kr.