Med dette zoomobjektiv er der hele tre rødringede valgmuligheder i normalområdet til Canons spejlløse EOS R-modeller. Ud over det budgetvenlige RF 24-105mm F4.0L IS USM og det lysstærke og dyre RF 28-70mm F2.0L USM er Canon nu også klar med en nyklassiker på 24-70 mm og F2.8. Objektivet koster hele 6000 kroner mere end Canons udgave til spejlrefleks. RF-versionen har dog indbygget billedstabilisering.
Objektivet er oplagt som standardobjektiv til det kommende full-frame-kamera EOS R5, som med sin forventede højere opløsning i højere grad vil understøtte objektivets fine skarphed og detaljegengivelse. Vi testede med et EOS R, der med sit low pass-filter ikke leverer full-frame-klassens bedste detaljer. Alligevel er vi ikke et sekund i tvivl om optikkens kvaliteter. Der ses hverken vignettering eller fortegning uanset valg af blænde eller brændvidde. Vi oplevede flot skarphed fra billedmidte til billedhjørner på alle blændetrin, uanset brændvidde. Zoomringen kører tilpas stramt, og fokusringen har en fin balance, så det er nemt at lægge fokus manuelt.
PRIS
18.195 kr.