Canon RF 45mm F1.2 STM

Både prisen og lysstyrken er bemærkelsesværdig ved objektivet her til Canons systemkameraer med full-frame.

STM i produktnavnet angiver, at objektivet har en steppermotor, som fokuserer forholdsvis glidende og lydløst.

Indledning

To ting sprang i øjnene på os, da Canon lancerede denne optik. Den høje lysstyrke og den lave pris. 50 mm-objektiver med en lysstyrke på F1.2 koster normalt 15.000-20.000 kroner, og her får man altså samme lysstyrke og stort set tilsvarende brændvidde for omkring en fjerdedel af prisen.

I forhold til de dyrere modeller får man dog ikke vejrforsegling eller billedstabilisering, ligesom autofokusmotoren er af en anden type. Når vi fokuserede fra nærgrænsen til uendeligt, gik der omkring et sekund, hvilket ikke er imponerende, men i praksis var det ikke noget, vi bed mærke i, når vi fotograferede.

Læs mere

På de største blændeåbninger tegner objektivet ikke knivskarpt, men det er stadig udmærket. Først fra F4.0 er skarpheden rigtig god i midten. Mindste blændeåbning er F16, som også står flot. Hjørnerne bliver ikke helt skarpe, men det er sjældent noget problem i langt de fleste billeder.

Baggrundssløringen er fin med flot afrundede højlys på største blændeåbning. I kanterne får de katteøjeform, hvilket er normalt. Blænder man ned, bliver højlysene gradvist mere kantede. På største blændeåbning oplevede vi langsgående kromatisk aberration – også kaldet LoCA, der kan give misfarvninger i områder ude af fokus og ikke kan rettes i redigeringen. Det betyder også, at højlysene i baggrundssløringen af og til fik en misfarvet kant.

Der er ret kraftig tøndefortegning, så midten krummer udad, og på F1.2 er der massiv vignettering, så hjørnerne er mørke. Det forsvinder gradvist ved nedblænding og er først helt væk på F8.0. Både fortegning og vignettering kan nemt fjernes i kameraet eller i fx Lightroom.

PRIS

3995 kroner

2 hurtige om Canon RF 45mm F1.2 STM

Yderst sidder en kontrolring, som kan programmeres til forskellige funktioner. Vi valgte blændekontrol, men man kan også vælge bl.a. ISO.

Objektivet har ikke billedstabilisering, men flere af Canons spejlløse R-kameraer har indbygget stabilisering på billedchippen.

Sådan gjorde jeg

Jeg testede objektivet på et Canon EOS R5 Mark II med 44,8 mio. pixels, som nådesløst afslører, hvor god skarpheden er. Jeg tog bl.a. portrætter, bybilleder og fotos af arkitektur i den blå time.

Her er min konklusion

Til prisen er objektivet virkelig imponerende. Optisk er det ikke perfekt, hvilket man heller ikke kan forlange, og langt hen ad vejen er det ikke noget, man bemærker i praksis. Den faste brændvidde på 45 mm kan desuden bruges til mange motivtyper.

Karakter

Specifikationer

45 cm nærgrænse

9 blændelameller

7,5 x 7,8 cm

346 gram

Testbilleder