Canon RF 75-300mm F4.0-5.6

For et kraftigt zoomobjektiv til full-frame er prisen fristende lav, men er der sparet for meget?

Man kommer hurtigt fra den ene ende af brændviddeområdet til den anden – det kræver kun et kvart drej på den store zoomring.

Indledning

Det er langt fra alle, der har budget til at smide et femcifret beløb for et objektiv, men det behøver du heldigvis heller ikke. Du kan komme langt for godt et par tusinde kroner. Det er dette nye Canon-glas et glimrende bevis på.

Med en brændvidde på 75-300 mm dækker det mange motivtyper. Blændeåbningen, som spænder fra F4.0 på de mindste brændvidder til F5.6 på de største, giver også manøvrerum til fx at arbejde med dybdeskarphed i portrætter.

Læs mere

Man må dog undvære stabilisering. Nogle af Canons spejlløse kameraer har indbygget stabilisering på billedchippen, men ikke alle, og hvis dit kamera ikke har det, må du derfor bruge højere ISO for at undgå rystede fotos. Så længe du fotograferer i lyse forhold, er det dog ikke nødvendigvis et problem.

Vi testede objektivet på solrige sommerdage. Her er stabilisering ikke noget, du skal bekymre dig særlig meget om. Vi udsatte det for portrætter, fugle, koncert, cykelløb, insekter med mere og fik glimrende resultater.

På 300 mm kan man få en forholdsvis kraftig baggrundssløring på maksimal blændeåbning. Bokeh er fint afrundet med en vis løgringseffekt.

Indendøre klarede objektivet sig også fornuftigt. Den manglende stabilisering havde formentlig været et problem her, hvis vores kamera ikke havde haft det indbygget, men vi kunne uden problemer få skarpe skud af legende børn ved lukkertider på 1/100 sekund og derfor opretholde et acceptabelt støjniveau.

Canon RF 75-300mm F4.0-5.6 tegner imponerende skarpt i hele billedfeltet. Der er lidt vignettering på de største blændeåbninger, men fra F8.0 og op er billedet meget rent. Under mange forhold kan det give skud, der er svære at skelne fra objektiver, som koster fire gange så meget.

PRIS

2449 kr.

2 hurtige om Canon RF 75-300mm F4.0-5.6

Med en nærgrænse på 1,5 meter ved 300 mm er der mulighed for at komme ret tæt på små detaljer.

Objektivet fungerer også til APS-C-kameraer. Her bliver den maksimale brændvidde 480 mm.

Sådan gjorde jeg

Jeg testede objektivet med kameraet Canon EOS R6 Mark II. Det var med til sport, koncert og i haven samt indendørs, hvor jeg fotograferede børn i leg. Hele brændviddeområdet var i brug, og jeg holdt øje med skarpheden.

Her er min konklusion

Med vores kamera med indbygget billedstabilisering fik vi rigtig fine resultater med objektivet. Det store zoomområde egner sig godt til en meget bred mængde af motivtyper. Du får således temmelig meget for pengene her.

Dommen

+

Fin betjening, og man kan zoome hurtigt.

Leverer flotte billeder, når der er godt med lys.

TIl prisen er det et sandt scoop.

Har ingen billedstabilisering.

Plastdesignet føles billigt, og der er ingen vejrbeskyttelse.

Karakter

Specifikationer

150 cm nærgrænse

7 blændelameller

14,6 x 7,1 cm

507 gram

Testbilleder