Canon RF 800mm F11 IS STM

Kæmpe rækkevidde på kompromis.

Den lyse kontrolring kan brugerindstilles til fx at styre ISO.

Sammen med sin lillebror på 600 mm repræsenterer RF 800mm F11 IS STM, noget vi aldrig før har set. Objektivet har en fast, cirkulær blænde på F11. Vægten er kun 1260 gram og længden bare 28,2 cm, og prisen er uhørt lav. Til sammenligning koster et EF 800 F5.6L IS USM 105.000 kroner og vejer godt fem kilo.

Vi var lidt skeptiske omkring den faste blænde og lave lysstyrke, da det stiller høje krav til lysforhold og fokus. Når vi skød helt rolige dyr i skoven, kunne vi komme ned på ISO 400, mens vi ofte måtte op mellem ISO 3200 og 6400, når vi fx skulle fryse hurtige wakeboardere eller dyr i bevægelse i skoven på 1/2000 sekund – selv i klart solskin. Vores EOS R5 håndterer støj vældigt fint, men for den detaljehungrende fotograf, er det ikke optimalt, og indendørs optagelser er stort set udelukket.

Til gengæld oplevede vi, hvor godt objektivet spiller sammen med kameraets autofokus, selv om fokusområdet på sensoren er væsentligt reduceret. Med følgefokus aktiveret fangede den hurtigt øjne hos både mennesker og dyr i bevægelse, og træfsikkerheden var rigtig god. Den indbyggede stabilisering i både objektiv og kamera fungerede godt. Med koncentration og et roligt motiv, lykkedes det at få skarpe skud på 1/20 sekund. Skarpheden fra midte til hjørner er acceptabel uden at imponere. Optiske fejl er der fint styr på, og selv med F11 er det muligt at få en fin baggrundssløring, hvis der er god afstand mellem motiv og baggrund. Vi tager hatten af for Canon, der tør prøve noget nyt, og selv om optikken har sine svagheder, giver den mulighed for fotos, man ellers ikke ville få taget.

PRIS
8099 kr.

Det synes vi efter...

4 minutter: Med sin lave vægt føles optikken langt fra som en tele på 800 mm.

3 dage: Det kræver øvelse at tilpasse ISO og lukkertid ved hurtige motiver.

Dommen

+

Meget stor brændvidde.

Let og kompakt konstruktion.

Effektiv billedstabilisering.

Objektivet er ikke forseglet.

Fast blænde på F11 giver udfordringer.

Testbilleder