Canon RF 85mm F2.0 MACRO IS STM

Skarp portrætoptik til en stærk pris.

Med dette objektiv får du et værdigt alternativ til det lysstærke RF 85mm F1.2L til omkring 23.000 kroner. Optikken er let og dejlig kompakt, og så er der ikke mindst indbygget billedstabilisering, som tager godt fat. RF 85mm F2.0 MACRO IS STM er med sin brændvidde oplagt til portrætter eller motiver, hvor du vil tæt på og isolere motivet fra baggrunden. Det hjælper den store blænde på F2.0 godt på, og objektivet leverer en meget flot baggrundssløring med fint afrundede højlys.

At objektivet bærer navnet MACRO er en tilsnigelse, for der er kun tale om makro med forstørrelsesgraden 1:2 i stedet for 1:1. Med en nærgrænse på kun 35 cm kan du dog komme ret tæt på detaljer, og her afslører billederne en meget fin detaljegengivelse og skarphed – ikke mindst til prisen.

Da der er minimal vignettering, selv på fuld blænde, og ingen fortegning eller farvefejl, er objektivet en lille perle til Canons spejlløse full-frame-kameraer. Du må så leve med, at den ellers hurtige fokusering ikke sker internt i objektivet. Det betyder, at fokusmotoren er lige lovligt støjende. Forsegling må du også undvære.

PRIS
5595 kr.