Konstruktionen i metal er robust. Der medfølger også en fin modlysblænde.
Objektivet her er den mindste og letteste makrooptik fra Fujifilm, som nu har tre makroobjektiver på hylden til deres X-kameraer. Prismæssigt ligger objektivet 4000 kroner under det kraftige og superskarpe XF 80mmF2.8 R LM OIS WR og tæt på XF 60mmF2.4 R Macro.
Den lille optik, der er forseglet, gengiver makro i forstørrelsen 1:1 – altså ægte makro. Med brændviddeforlængelse svarer brændvidden til 45 mm på et Fujifilm X-kamera med APS-C-sensor. Det er lige i underkanten til makro. Vi oplevede nemlig ofte at komme til at skygge for motivet, når vi fotograferede ved nærgrænsen, som er ti cm. Det er en faktor, som gør det særligt vigtigt at holde øje med lys og skygger, når man går helt tæt på de små objekter.Det kompakte og lette objektiv leverer dog masser af fotoglæde. Lysstyrken er desuden fin, og med vores X-T5 arbejdede autofokussen lynhurtigt og lydløst. Vi havde stor glæde af fokussystemets mulighed for at holde fokus på fx en blomst, selv om vinden tog fat i den.
Brændvidden gør også objektivet meget anvendeligt til andet end makro. Det gælder fx portrætter, gadefotos, arkitektur og landskaber. Der er reelt tale om en allroundoptik, der kan gå tættere på de små motiver end et normalobjektiv med samme brændvidde.
Objektivet leverer fin skarphed i midten fra fuld blænde til og med F16. I billedhjørnerne kommer skarpheden dog først fra F5.6.
Der ses vignettering fra F2.8 til F4.0, som let kan fjernes i fx Lightroom, mens der ikke ses fortegning eller farvefejl af betydning. På fuld blænde får man en fin bokeh, altså baggrundssløring, med ovale højlys, som ved F4.0 bliver cirkelrunde.
PRIS
5790 kr.
Det syntes vi efter ...
5 minutter: Objektivet er virkelig lille og let.
6 dage: Et fint allroundobjektiv med makro.
Dommen
+
Fin skarphed i billedmidten.
Kan bruges til meget andet end makro.
Robust, let og flot konstruktion.
–
Man kommer let til at skygge for motivet.
Ingen billedstabilisering.