Fujifilm FUJINON XF 70-300mm F4.0-5.6 R LM OIS WR

Robust zoom til dyrefotografen.

Dette objektiv rammer perfekt ned i Fujifilms ellers brede sortiment af zoomobjektiver til systemkameraer i X-serien. Brændvidden svarer til 107-457 mm, og det overhaler på flere punkter det billigere XF 55-200mm F3.5-4.8 R LM OIS. Ud over mere tele er XF 70-300mm F4.0-5.6 R LM OIS WR også forseglet, uden at det har øget vægten. Også her er den kun 580 gram.

Blænderingen har desværre ingen angivelse af blændetal. Til gengæld klikker den med en behagelig fasthed. Zoomringen kan låses med en knap, men er konstrueret, så vi kunne suspendere låsen med et kontant vrid på zoomringen, Det er smart, når det skal gå stærkt. Billedstabiliseringen er effektiv, og autofokussen reagerer hurtigt, sikkert og lydløst, hvilket betød, at vi havde succes med alt fra dyr til næroptagelser.

Der er fin skarphed fra midte til hjørner i hele zoomområdet fra fuld blændeåbning til F16. Optimal skarphed fås ved 200 mm på F8.0. På 300 mm bliver hjørnerne lidt bløde. Vi oplevede hverken vignettering, fortegning eller farvefejl. Baggrundssløring er ikke objektivets stærke side, men dog acceptabel til prisen.

PRIS
6595 kr.

Testbilleder