Den forreste del af optikken er vandtæt, så man kan stikke den ned under vand.
Få objektivproducenter er så innovative som Laowa. Det gælder ikke mindst denne særprægede makrooptik med en forstørrelse på 2x. Det er en videreudvikling af 24mm F14 Macro Probe, som også følger med i sættet – med den forskel, at der også medfølger en enhed, hvor det yderste, lange rør er udstyret med et periskop. Det betyder, at du kan skyde om hjørner og fra vinkler, som ellers ville være umulige. På grund af det indbyggede spejl gengives motivet spejlvendt.
Optikken er genial til at fotografere blandt andet små dyr og planter, hvor andre objektiver ikke kan komme til. Det lange og tynde objektiv, den ekstreme nærgrænse og frontlinsens lille diameter på 2,9 cm fx lader dig tage fotos og skyde video mellem græsstrå og komme tæt på fx insekter. Brændvidden på 24 mm giver samtidig et sjovt perspektiv.
Objektivet i metal er fuldt manuelt, så det er smart at aktivere focus peaking i sit systemkamera, hvis det er muligt. Vi testede optikken med et Canon-spejlrefleks, hvor vi måtte bruge lup-funktionen til at tjekke fokus.
Da største blændeåbning er F14, er det fint, at optikken har små LED-lamper, som kan lyse motivet op, så du slipper for høj ISO. Strømmen skal du selv have med i form af en powerbank. Det fungerer fint.
Billedkvaliteten er dog ikke i nærheden af det, du kan opnå med et traditionelt makroobjektiv. Den bedste skarphed opnåede vi ved F16, uden at den imponerede – og det var klart ved de helt korte afstande, detaljerne fremstod bedst. På uendeligt blev billederne aldrig rigtig skarpe, og der var desuden en del fortegning. Objektivet inklusive tilbehør leveres i en solid metalkuffert.
PRIS
21.980 kr.
DOMMEN
+
Skyder fra unikke vinkler.
Stor forstørrelse og lille nærgrænse.
Indbyggede LED-lamper.
–
Skarpheden er ikke optimal.
Ingen kontakter og kun manuel fokus.