Designet er enkelt og helt uden knapper. Vil du fokusere manuelt, skal du vælge det i kameraets menu.
Med en brændvidde på 12-28 mm er denne optik Nikons kraftigste vidvinkelzoom til Z-kameraer med APS-C-sensor. Her svarer brændvidden til 18-42 mm, hvilket blandt andet er brugbart til landskaber, bybilleder og videooptagelser, hvor du selv optræder foran kameraet. Med sin lave vægt balancerer objektivet fint på Nikons lette og kompakte APS-C-modeller.
Objektivet er den første Z-model med indbygget motorzoom. Det betyder, at du ikke behøver dreje særligt meget på optikkens ring for at zoome ind eller ud, da motoren hurtigt tager fat. Det giver et fint og glidende skift af brændvidde, der især er godt til video, men det er også lidt sværere at ramme den præcise brændvidde end med en traditionel zoomring. Zoomfunktionen er dog dejlig lydløs, og det samme gælder fokusmotoren.
Det er også muligt at fjernstyre zoomen fra fjernbetjeningen ML-L7 eller via knapper på kameraet, som du har programmeret til formålet. Vi brugte Fn1 og Fn2 på forsiden af vores Z 30. Det gjorde det let at zoome ind og ud med højre pege- og langfinger.
Nikon har brugt en del plastic i konstruktionen. Det gælder også til fatningen. Alligevel er optikken forseglet, og den fremstår pæn og robust. Der medfølger ingen modlysblænde. Den skal købes som tilbehør for 349 kroner.
Billedkvaliteten er udmærket til prisen. Skarphed er fin i midten fra fuld blændeåbning til og med F11 i hele zoomområdet. Blænde F8.0 er klart skarpest. På 12 mm bliver hjørnerne aldrig skarpe. Det er bedre fra 16 mm og bedst omkring 20 mm. Fra 12 mm og frem til omkring 20 mm er der en del vignettering fra fuld blænde til F8.0. Der ses kun lidt fortegning.
PRIS
3279 kr.
DOMMEN
+
Fin skarphed i billedmidten.
Der er indbygget stabilisering.
Optikken er forseglet.
–
Svag lysstyrke på 28 mm.
Der ses en del vignettering.